Klik her for at komme til gomotion.dk

Sommerlejr for overvægtige børn
FedtNok afholder for andet år i træk sommerlejr for overvægtige børn og børn med tendens til overvægt. Det første år var en stor succes.

En bedre hverdag
På trods af børnenes vægtproblemer er det ikke lejrens mål, at de skal tabe sig i løbet af opholdet – vægttab er blot en sidegevinst.
 

Lejrens aktiviteter sætter fokus på selvtillid, selvværd, mod, viden og motivation. Redskaberne er bl.a. undervisning i ernæring, motion og leg.

På sigt skal redskaberne være med til at forbedre børnenes hverdag.

En typisk dag
En typisk dag på lejren starter kl. syv og slutter først, når de sidste falder i søvn. Indimellem har der fx været gåtur, basketballtræning, spinning og fælles madlavning.

En typisk dag bringer også en farverig collage af skader og skavanker, som gør, at ca. 1/3 af deltagerne helst vil nøjes med at kigge på. Omsorg, og et besøg hos lægen, får dog hurtigt de fleste i gang igen – heldigvis.

Materiel barriere
Når aktiviteterne fx skifter mellem at være ude og inde, kan der også opstå problemer. Flere af deltagerne mangler nemlig sportstøj og andet tilbehør.

Barrieren forsøger vi at nedbryde ved at give hver deltager en ”velkomstpakke”, så alle får et bedre udgangspunkt.

I velkomstpakken er der bl.a. en T-shirt, udstyr fra Maxim og en skridttæller fra Intersport.

Vigtigt at være med
Sommerlejrens mange aktiviteter gør, at det kan være udmattende at følge med. Men selv når det bliver hårdt, og lysten forsvinder, er det vigtigt, at alle er aktive.

Det er nemlig et generelt problem, at deltagerne ikke er fortrolige med kroppens signaler, når de er fysisk aktive.

For at undgå unødvendig ømhed bliver programmet derfor planlagt så ”vægtbærende” aktiviteter, som fodbold og basketball, ikke kommer lige efter hinanden.

Dette skyldes, at de vægtbærende aktiviteter kan lægge et ekstra stort pres på knogler og led, når man er overvægtig.

Fra sidste år ved vi dog, at deltagerne, på trods af ømhed og modstand, elsker at være i gang. Specielt når de finder ud af, at de sagtens kan – og at det er smadder sjovt.

Hvis du vil vide mere
Du kan læse mere om FedtNok og sommerlejren på www.pluscamp.dk/


 



Klik her for at komme til gomotion.dk