Klik her for at komme til gomotion.dk

Løbetræning efterår/vinter
Af: Kristiane Halkier

Løbetræning er ikke kun forbeholdt forår og sommersæsonen – løb er også en vintersport. Uanset om du lige er startet eller har løbet et stykke tid kan du sagtens fortsætte din løbetræning hele efteråret og vinteren.

Du skal blot tilpasse din beklædning til vejrforholdene. Du kan med fordel benytte denne sæson til at løbe lange distancer i roligt tempo og forbedre din grundform.


Fartleg og intervaltræning er dog mindre velegnet om vinteren, idet det glatte føre stiller større krav til dine muskler og sener.

Start løbeturen forsigtigt, gerne med rask gang i 5 min. Det sikrer en god blodgennemstrømning til muskler og sener og forbereder din krop på det kommende muskelarbejde.

Inden du begiver dig ud, skal du sikre dig, at dine løbesko stadig har støddæmpning og ikke er for nedslidte. Når du har løbet ca. 1000km. i dine løbesko, er det tid til at investere i et par nye. Da dine fødder bærer hele din kropsvægt er det vigtigt, at du sørger for at få den rigtige løbesko, som støtter din fod og er tilpasset din løbeteknik. Køb altid dine sko i en specialbutik for løbere. Medbring dine gamle løbesko, der kan fortælle ekspedienten om din løbestil. Hvis du løber på hårdt underlag, som asfalt, skal du f.eks. have en løbesko med særlig god stødabsorbering.

Pas på når du løber i sne. Sneen kan være udmærket at løbe på pga. af det fjedrende underlag. Men under sneen kan gemme sig jordhuller eller vandpytter med islag, hvilket kræver, at du er ekstra opmærksom. Et godt trick til at stå bedre fast i sneen er at smøre skivoks under skoens hæl og forfod.

Et godt råd når vinden blæser er, at løbe ud i modvind og hjem i medvind. Efter en god lang løbetur vil fugtigt og svedigt tøj afkøle dig mere i modvind end i medvind. Den kolde temperatur sætter krav til din beklædning. Det største varmetab sker fra hovedet (op til 80%). Derfor er det en god ide at løbe med en god hue. Handsker er gode i starten. Men da kroppen producerer mere varme og mere varme under løbeturen falder behovet for at varme fingrene op. Benyt derfor altid tynde løbehandsker.

Undgå bomuldstøj, da bomuld er elendigt til at transportere sveden væk fra din hud. Det bliver hurtigt tungt, fordi det suger sveden til sig, og ved lave temperaturer og stærkt blæsevejr vil det føre til en hurtig afkøling. Vælg i stedet sportstøj af kunstfiber, da det øger funktionaliteten af løbetøjet samt bedre fører sveden væk fra huden. På denne måde kan din krop selv regulere temperaturen ved at øge eller mindske varmetabet i form af sved.

Det er mest optimalt, når løbetøjet sidder tæt på din krop. Kontakt mellem tøjet og huden sørger for, at sveden transporteres væk, så kroppen ikke afkøles.

Den kolde sæson stiller større krav til dit løbetøj. Når det er frostvejr, er det en fordel at bygge din beklædning op efter 3-lags princippet. Inderst kan du bære svedtransporterende undertøj, en løbe T-shirt og en windbreaker løbejakke i let nylonmateriale, der kan beskytte mod vinden. Det er vigtigt, at du beskytter din overkrop mod afkøling. Hvis du er kvinde skal du investere i en ordentlig sports BH for at opnå den rette støtte. Til benene kan bruge lange, tykke vintertights eller nylonbukser, hvis du investerer i et løbesæt.

Endelig skal du huske at bære reflekser på dit tøj, hvis du løber, når det er mørkt.

Når du har taget højde for årstidens betingelser, er det bare om at komme af sted. Op af sofaen og ud i den friske luft.
Trods vejret, løb korte eller lange ture, vigtigst af alt løb regelmæssigt – gerne hele året rundt.


Besøg også vores netshop, med et stort udvalg af 
træningsudstyr  www.Go-motionshop.dk



Klik her for at komme til gomotion.dk