Klik her for at komme til gomotion.dk

Det får du ud af at træne!

I dag får vi tudet ørene fulde af faren ved at leve som vi gør med stillesiddende arbejde og usund og for meget mad. Der er stor fokus på, at alt for lidt motion øger risikoen for flere livsstilssygdomme.  Men hvad er det for nogle positive sundhedsgevinster, som jævnlig træning kan give os?

Når du dyrker konditionstræning, får du både en effekt på kredsløbet og åndedrættet samt en effekt på muskulaturen. Her kan du læse om de forskellige effekter.

 

Vægttab
Hvis den energi, som du forbrænder under træningen ikke modsvares af et øget energiindtag, vil du tabe dig. Den mest effektiv kalorieforbrænding opnås ved at øge følgende 2 ting:

- Intensiteten, som du træner med.

- Størrelsen af den muskelmasse, som er involveret i træningen 

Høj-intensitetstræning giver den største efterforbrænding. Dvs. dit stofskifte kan være forhøjet i mere end 24 timer efter en hård omgang træning. Det er også mere effektivt at løbe, bruge cross trainer eller ro sammenlignet med cykling, da både over- og underkrop arbejder.

Et eksempel er mand på 70kg, der gerne vil forbrænde en Big Mac/ost. Hvis han vælger cyklen, skal han cykle i moderat tempo i 86 min., men kun løbe i moderat tempo i 40 min., hvis han vælger løbebåndet eller løberuten udenfor.

Dit hjerte og kredsløb.
Dit hjerte vokser sig større og dets pumpeevne forbedres gennem lang tids konditionstræning (år). Det betyder, at hjertet kan slå færre gange og stadig pumpe lige så meget blod rundt i kroppen.

Din maksimale iltoptagelse stiger, dvs. kroppens evne til at optage ilt. Det betyder, at du får en bedre kondition, du kan arbejde længere, fordi du kan optage mere ilt per minut. Og dine muskler har brug for ilt for at kunne arbejde.

Netværket af små blodkar (kapillærnetværket) i kroppen og omkring dine muskler vokser tilsvarende ved konditionstræning. Det betyder, at du hurtigere kan få ilt og næringsstoffer ud til musklerne og fjernet træthedsstoffer igen.

Endelig betyder konditionstræning, at dit blodtryk og din hvilepuls falder. Belastningen på dit hjerte og blodkar mindskes altså.  

Hormonelle forandringer.
Længere tids konditionstræning påvirker produktionen af hormonet insulin og giver en bedre transport af sukker ind i musklerne. Det betyder, at din bugspytkirtel, som producerer insulin, ikke belastes i så høj grad, når du spiser sukkerholdig mad.

Hvis du træner meget udholdenhedstræning vokser dine binyrer sig også større og bliver bedre til at producere adrenalin, kroppens kamphormon. Det betyder, at dit hjerte bliver i stand til at arbejde hårdere, og din krop kan forbrænde sukker og fedt mere effektivt, når du træner.  

Knogler, led og ledbånd.
Konditionstræning medfører mekaniske ændringer i muskler og led, så både sener og senetilhæftninger til knogler, led og ledbånd bliver stærkere (flere mdr.). Også ledbrusken bliver tykkere af træningen. Det betyder, at dine muskler, sener og led bedre bliver i stand til at tåle fremtidig belastning generelt. 

Din krop skal være med dig hele livet.
Jævnlig motion giver dig altså ikke kun en stærkere krop, men også et stærkere hjerte og kredsløb. Det gør dig i stand til at klare flere og hårdere ting i dagligdagen og du behøver ikke lade dig fysisk begrænse med alderen. 



Klik her for at komme til gomotion.dk