|
Genoptræning efter en rekonstruktion af korsbåndet er en langsommelig affære. Udover tab af muskelmasse og den dermed følgende nedsatte muskelstyrke, ses også nedsat bevægeudslag og instabilitet i knæleddet. |
|
For at undersøge dette, blev to grupper af opererede undersøgt og fik foreskrevet to forskellige behandlinger i de første to uger efter operation.
Den ene gruppe udførte traditionel genoptræning med overvejende passive øvelser, mens den anden udførte det samme program suppleret med statisk knæekstension (knæstrækning) og benløft med strakt knæ (straight leg raises). Herefter overgik patienterne til traditionel genoptæning hos egen behandler.
Patienterne blev undersøgt 1. dag efter operation og igen efter to uger, en måned, tre måneder og seks måneder. De ekstra aktive øvelser havde ingen effekt på muskelmasse, styrke eller hoppehøjde på noget tidspunkt. Den gruppe der havde udført de ekstra øvelser i starten havde dog et lidt bedre bevægeudslag og der var færre personer med unormal løshed i knæet. Denne gruppe havde også bedre score for knæ symptomer og færre problemer med sportsaktiviteter.
Alt i alt har inklusion af to aktive øvelser for musklerne på lårets forside i de to første uger efter operation ikke den store effekt. Men en lille effekt kan jo også være vigtig! Derudover pointerer undersøgelsens forfattere, at det er uden risiko at inkludere disse øvelser. Spørgsmålet er jo så nok, om man kan gå videre og inkludere hårdere styrketræning i den første fase efter operation!?
Kilde:
Shaw T et al.
Do early quadriceps exercises affect the outcome of ACL reconstruction? A
randomised controlled trial.
Australian Journal of Physiotherapy, 51: 9-17, 2005