Klik her for at komme til gomotion.dk

Motion er vigtigt for at styrke knoglerne. Men hvad der er specielt vigtigt, er, hvordan man belaster knoglerne. Det vigtigste er, at knoglerne er udsat for vægtbærende aktivitet. Gang, løb og gerne hop er af stor betydning, selvom også styrketræning har god effekt.

Tidligere studier har ex vist at børn der sjippede fik forøget deres knoglemineralindhold – og dermed stærkere knogler.
 

For at øge belastningen har det været foreslået, at man skulle ”træne” knoglerne ved at springe ned og lande for dermed at øge belastningen i de enkelte hop.

En rapport fra et nyligt japansk studium, gennemgår effekten af at udføre få maksimale hop, frem for at udføre mange gentagne hop som i ex sjipning.

I undersøgelsen indgik der 36 kvindelige universitetsstuderende. Deres gennemsnitlige alder var 21 år, de var 159 cm høje og vejede 50,4 kg. De blev tilfældigt inddelt i to grupper, hvor den ene gruppe fungerede som kontrolpersoner. Træningsgruppen udførte 10 maksimale hop tre gange om ugen i seks måneder.

Efter træningsperioden kunne man måle en signifikant fremgang i knoglemineralindholdet i lårbenshalsen og i lændehvirvlerne hos træningsgruppen, mens der ikke var nogen ændring hos kontrolgruppen.

Denne undersøgelse er interessant, fordi den viser, at man med en meget lille træningsindsats er i stand til at opnå en signifikant fremgang. Endvidere er det interessant, at man i yngre kvinder, der har en alder, hvor knoglemineralindholdet når sit toppunkt alligevel kan øge dette.

Kilde:
Kato, T et al.
Effect of low-repetition jump training on bone mineral density in young women
J Appl Physiol. Mar: 100(3): 839-843, 2006

 



Klik her for at komme til gomotion.dk