Klik her for at komme til gomotion.dk

Gravide føder mindre børn, hvis de ryger under svangerskabet. Det er der ikke noget nyt i. Men ifølge ny forskning er visse kvinder imidlertid af arvelige årsager særligt udsatte for denne uheldige virkning. Det beretter det amerikanske lægetidsskrift JAMA. 

Undersøgelsen omfatter 741 amerikanske kvinder og deres nyfødte børn. Heraf havde 567 kvinder aldrig røget. 207 af de nyfødte havde lav fødselsvægt, dvs. at de vejede under 2.500 gram.

Samlet set kunne forskerne konstatere, at børn af rygende mødre vejede 252 gram mindre. Men hos de kvinder, som bar på bestemte udgaver af et gen med benævnelsen CYP1A1, vejede børnene hele 520 gram mindre. Det samme mønster påviste forskerne for et andet gen benævnt GSTT1.

Hos de kvinder, der havde forandringer i begge gener, vejede barnet hele 1.285 gram mindre end blandt de ikke-rygende mødre.

De kvinder der ikke røg, men havde samme genotype fødte ikke mindre børn. Den ekstra lave fødselsvægt kan altså tilskrives kombinationen af rygning og en - i denne sammenhæng - uheldig genetisk profil.

De nævnte gener koder for enzymer i stofskiftet, der er med til at nedbryde affaldsstoffer i tobaksrøgen. Forskerne konkluderer, at visse kvinder af genetiske årsager er særligt udsatte for at føde børn med lav fødselsvægt, såfremt de ryger under svangerskabet.

Kilde:
Wang X, et al.
Maternal cigarette smoking, metabolic gene polymorphism, and infant birth weight.
JAMA. 2002 Jan 9;287(2):195-202.

 



Klik her for at komme til gomotion.dk