| En af forklaringerne på at folk der dyrker motion bliver mindre påvirket af stress er fundet. Folk der dyrker regelmæssig motion har sikkert for længst hørt at motion modvirker de dårlige effekter af stress, som ofte fører til øget sygelighed og en generel forringelse af personens sundhedstilstand. En amerikansk forsker fra Colorado Universitet har nu klarlagt en mulig årsag til dette. |
|
Dette er klarlagt ved et forsøg med rotter, hvor man har sammenlignet to gruppers reaktion på en stress-påvirkning ved at måle på kroppens kemiske reaktioner.
Den ene gruppe havde i ugerne inden påvirkningen haft frivillig adgang til en trædemølle, hvor de efter lyst kunne være fysisk aktive, den anden gruppe blev ikke tilbudt denne mulighed.
Derefter blev rotter fra begge grupper udsat for et 5 sekunders elektrisk stød på 1,6 mA i halen, og det blev efterfølgende undersøgt, hvordan de to gruppers immunsystemer havde reageret på stress-påvirkningen.
Dette blev bedømt ud fra en måling af den dannede mængde af et immunoglobulin-molekyle kaldet aKLH Ig som respons på en injektion af stoffet KLH i rottens krop fire timer efter stress-påvirkningen. Dannelsen af aKLH Ig har tidligere vist at kunne give troværdige mål på immunsystemets funktionsdygtighed – jo højere koncentration i blodet des bedre.
Det viste sig at mens gruppen af relativt inaktive rotter fik svækket deres immunforsvarssystem og dermed i teorien blev mere modtagelig for sygdomme, så havde stress-påvirkningen ikke samme negative effekt i de aktive rotter, hvorfor disse fortsat, på trods af udsættelsen for stress, tilsyneladende bibeholdt et normalt fungerende immunforsvarssystem.
Resultaterne viser kun effekten af frivillig, regelmæssig og moderat motion på immunforsvaret. Hvorvidt effekten er endnu tydeligere eller om den eventuelt er uændret eller forværres ved kraftig motion bør blive genstand for fremtidige undersøgelser.
Kilde
Fleshner, F; Exercise and Sport Sciences Reviews, Volume 33(3), July 2005, pp 120-126.