| Efter hård uvant træning, hvor musklerne bliver godt ømme, er det dejligt med en gang massage. Men hvor meget betyder massagen egentlig for restitutionen af selve musklerne? Der er ingen der kan være i tvivl om, at det lindrer den smerte der opstår – i al fald så længe det står på. Den muskelømhed der opstår skyldes mikrobristninger inde i selve muskelfibrene og er forbundet med nedsat præstationsevne udover selve smerten. Mange terapeuter og massører tilskriver massagen en specifik effekt på restitutionen. |
|
Ex er det en generel opfattelse, at massage forøger gennemblødningen mens den står på. En svensk undersøgelse ledet af den anerkendte idrætslæge Per Renström, har kigget nærmere på effekten af massage.
I undersøgelsen deltog der 16 personer, otte mænd og otte kvinder. Personerne udførte 300 maksimale excentriske kontraktioner for lårets forreste muskelgruppe (m. quadriceps femoris) i løbet af 30 min – og er man ikke vant til det, så bliver man øm bagefter! Kontraktionerne blev udført i et Kin-Com dynamometer (apparat til måling af styrke). 10 min efter arbejdet var slut og dagligt i de to efterfølgende dage modtog de massage for det ene af lårets muskler.
Man undersøgte hvilken indvirkning det excentriske arbejde havde på præstationen i dagene efter og om massagen af det ene ben havde en positiv effekt på dette. Den maksimale styrke for lårmusklerne blev målt og samtidig målte man personernes maksimale springlængde på et ben som en funktionel test. Derudover målte man personernes smerteopfattelse for de to ben.
Både den maksimale styrke og springlængden var reduceret i dagene efter excentrisk arbejde. Der var ingen forskel mellem de to ben – heller ikke når det galt smerteopfattelsen! Massagen havde altså ikke nogen lokal effekt på hverken muskelømhed, muskelstyrke eller funktionelt muskelarbejde.
Selvom massage tilsyneladende ikke har nogen direkte effekt, så er det stadig rart og måske medvirker det til en forbedret ”mental” restitution.
Den bedste form for restitution er nok ”aktiv hvile”, hvor man udfører noget meget let arbejde med de ømme muskler. Dette fremmer helt klart blodgennemstrømningen samtidig med at musklerne arbejder.
Kilde:
Jönhager S et al.
Sports Massage After Eccentric Exercise
Am J Sports Med, 32:6 1499-1502, 2004