| Ved længerevarende arbejde falder blodsukkeret efterhånden og kan nå en kritisk lav værdi som er forbundet med at ”gå sukkerkold”. De der har oplevet det, ved at man til sidst ikke er i stand til at arbejde længere og bare ønsker sig en kæmpe cola. Indtager man sukkerholdige produkter under arbejde kan tiden til udmattelse forlænges. |
|
Men den nedstatte evne til at udføre fysisk arbejde kan også tilskrives en udtrætning af centralnervesystemet (CNS) og dermed en forringet evne til at aktivere musklerne. Denne form for udtrætning kaldet ”central fatigue”. Blodsukkeret er under normale omstændigheder den eneste energikilde for CNS og falder blodsukkerkoncentrationen ned under en kritisk lav værdi nedsættes vores hjernefunktion. Lars Nybo fra Institut for idræt har derfor undersøgt om det at gå sukkerkold medfører en nedsat evne til at aktivere musklerne.
I forsøget indgik otte udholdenhedstrænede mænd. De cyklede tre timer på en intensitet svarende til 60% af deres maksimale iltoptagelse i to omgange. Hvert 15. min indtog de enten en 6% maltodekstrinopløsning eller kunstigt sødet vand. Umiddelbart efter de tre timers cykling blev personerenes evne til muskelaktivering målt. Forsøgspersonerne skulle fastholde en maksimal etbens knæekstension i to minutter. Undervejs blev kraftudviklingen målt og musklerne blev elektrisk stimuleret efter 30, 60, 90 og 120 sekunder for at bestemme den viljemæssige aktivering.
I forsøget med indtagelse af maltodekstrin faldt blodglukosekoncentrationen ikke, mens der var et kraftigt fald i forsøget med indtagelse af kunstigt sødet vand. I den sidste halve time af forsøget med indtagelse af kunstigt sødet vand opfattede personerne arbejdet betydelig hårdere i forhold til indtagelse af 6% maltodekstrin. Umiddelbart efter arbejdet var der en nedsat kraftudvikling og en nedsat evne til viljemæssig aktivering af musklerne efter indtagelse af kunstigt sødet vand.
Undersøgelsen viser at indtagelse af energidrik i forbindelse med længerevarende arbejde ikke kun er vigtigt for at fastholde tilførslen af energi til de arbejdende muskler, men også for at undgå ”central fatigue”.
Kilde:
Lars Nybo
CNS fatigue and prolonged exercise: Effect of glucose supplementation.
Med Sci Sports Exerc, 35(4), 589-94, 2003