Klik her for at komme til gomotion.dk

I en rapport fra New England Journal of Medicine gennemgås 140 sager med bivirkninger efter indtagelse af kosttilskud indeholdende efedrin. Der raporteres bla. 10 dødsfald og 13 invalideringer. I mange af tilfældene var der tale om sportsfolk der havde indtaget disse kosttilskud. Studiet gennemgår bla. fire individuelle sager hvor veltrænede udøvere oplever ekstreme bivirkninger som hjerneblødninger og svære kredsløbsforstyrrelser under træning. I flere tilfælde med dødelig udgang. 

Efedrin kommer fra planteslægten Ephedra. Efedrin har været anvendt i tusinder af år i kinesisk lægekunst kaldet Ma Huang. I lægemidler anvendes kemisk syntetiseret efedrin. Der er ingen forskel på virkningen. Selv om nogen tror det, er det ikke mere sundt at indtage efedrin i naturlig form!

Efedrin stimulerer sympatikusaktiviteten. Dette fører til øget stofskifte, højere blodtryk og stimulation af CNS. Efedrin virker slankende ved at øge stofskiftet, fedtforbrændingen og nedsætte appetitten. Efedrin virker afslappende på bronkierne så de udvides og findes derfor i visse lægemidler mod hoste. Det receptpligtigte slankemiddel Letigen indeholder efedrin og koffein. Efedrin har en præstationsfremmende effekt på idrætspræstation.

Interessant nok har dette studie medført at N.F.L. (National Football League) i USA har sat efedrin på dopinglisten! Det var vel på tide? Begrundelsen er dog ikke en præstationsmæssig fordel, men altså sundhedsrisikoen! Man skal bare lige have det ordnet med spillerforeningen, der syntes det er o.k. - bare ikke lige nu!? Modsat Danmark er efedrin ikke receptpligtigt i USA. Efedrin er på IOC's liste over forbudte stoffer og indtagelse af hostemidler med efedrin kan medføre positiv dopingtest.

I udlandet findes talrige slankeprodukter og kosttilskud, der indeholder efedrin. I disse produkter anvendes ofte navnene Ephedra og Ma Huang som kilde for efedrin. Hydroxycut, Shape-Fast Plus, Metabolife, Rippel Fuel, Ripped Force, Diet Fuel og Ultimate Orange indeholder alle efedrin og evt. andet som ex koffein.

Bivirkninger ved efedrin (normalt):
Søvnløshed, svedudbrud, rysten, hjertebanken, rastløshed, mundtørhed og løftet sindsstemning. Under fysisk aktivitet er efedrin farligt pga ophævelse af tørstfornemmelsen, nedsat træthedfornemmelse og en kraftig stimulation af hjerte og kredsløb.

Det kan diskuteres, om der er en direkte sammenhæng mellem indtagelse af efedrin produkter og dødsfaldene i ovenstående artikel. Som respons på artiklen har eksperter fra Ephedra Education Council i USA svaret igen. Ephedra Education Council består af medlemmer fra Ephedra Committee of American Herbal Products Association, der repræsenterer mere end 100 firmaer fra kosttilskudsindustrien. De er - selvfølgelig - ikke interesserede i, at deres produkt lider skade. Læs deres gennemgang af sagerne her: www.ephedrafacts.com

Kilder:
Haller & Benowitz
Adverse Cardiovascular and Central Nervous System Events Associated with Dietary Supplements Containing Ephedra Alkaloids
New England Journal of Medicine, Vol 343:1833, Dec 21, 2000 Number 25

The N.F.L. Decides to Ban Ephedrine
September 28, 2001
By THE ASSOCIATED PRESS

 



Klik her for at komme til gomotion.dk