Fridykning hvor der dykkes uden apparater er et ældgammelt erhverv, der også dyrkes som konkurrencesport. I filmen dykker Jacques Mayol ned til 126 m og lægerne mener ikke det er fysiologisk muligt, at dykke dybere.

Verdensrekorden for fridykning er i dag officielt 152 m og indehaves af Loïc LeFerme. Francisco Pipin Ferreras har uofficielt dykket til 162 m. I denne artikel, der sikkert er sendt til publikation før de seneste rekorder, krediteres Umberto Pellizzaris 150 m rekord.

At det er muligt, at dykke dybere skyldes til dels, at dykkene foregår med en højere hastighed i dag sammenlignet med tidligere. I modsætning til i filmen Le Grand Bleu dykkes der i dag med fødderne først. Dette giver en bedre hydrodynamik, nedsætter kravet til stabilisering af kroppen og fremmer ilttilførslen til hjernen.

Ifølge denne artikel dykkede Enxo Majorca i 1988 for første gang ned til 100 m. Ifølge rekordlisterne er det dog Jacques Mayol der krediteres for 100 m i 1976. Tiden for selve dykkene er stort set de samme på trods af forskellige dybder, et sted mellem 2:10 og 3:45 min. Jacques Mayol brugte 3:45 til at nå 100 m, mens Umberto Pellizzari kun brugte 2:56 min for at nå 150 m.

I denne oversigtsartikel gennemgår Guido Feretti dels overfladisk historien bag fridykning, men primært de respiratoriske, cirkulatoriske og metaboliske tilpasninger til fridykning.

Alle der har prøvet at holde vejret så længe som muligt ved, at på et eller andet tidspunkt tvinges til at trække vejret igen. Hvad de færreste dog ved er, at dette ikke skyldes mangel på ilt til kroppen! Derimod skyldes det, at der er ophobet for meget CO2 i blodet.

Vores respirationscenter er mere følsomt overfor stigning i CO2 end det er overfor fald i O2. Mens vi holder vejret forbruger vi O2, men samtidig danner vi også CO2. Rigtigheden af dette kan let eftervises!

Ved at hyperventilere før man holder vejret, kan man efterfølgende holde vejret længere tid end hvis man ikke havde hyperventileret. Dette er et fænomen de fleste kender fra konkurrencer i svømmehallen, hvor det gælder om at svømme længst tid under vandet.

Men hvad er det der sker ved at hyperventilere først? Effekten er, at man ved at hyperventilere fjerner CO2 fra blodet. Derimod kan blodet ikke tilføres mere O2, da det ved normal ånding allerede er fuldstændig mættet med O2. Da åndingen ved hyperventilering foregår hurtigere end stofskiftet vil der udåndes mere CO2 end der dannes i kroppen.

Resultatet er, at man starter med at holde vejret med et mindre CO2 indhold i blodet end normalt. Man kan dermed holde vejret i længere tid, før man kommer til det punkt hvor CO2 indholdet i blodet tvinger en til at trække vejret igen. Hvis det er muligt, at tvinge sig selv til at holde vejret i længere tid vil O2 indholdet falde til en kritisk lav værdi og man vil blive tvunget til at trække vejret eller besvime.

Det er derfor man generelt fraråder at hyperventilere før man dykker, da det kan medføre besvimelse, fordi man kan holde vejret længere tid end normalt.

Der optræder et dykkerrespons som hos dykkende dyrearter. dette indebærer afklemning af blodkar til ikke aktive muskler og indre organer, forhøjet arterielt blodtryk, nedsat puls og nedsat udpumpning af blod fra hjertet (nedsat minutvolumen). 

Visse perifere dele af kroppen ekskluderes fra blodforsyning, med deraf følgende anaerobt stofskifte og mælkesyreproduktion. Derudover viser fridykkere et sløvet ventilatorisk respons på CO2, sandsynligvis på grund af ofte udsættelse for højt CO2 indhold i blodet.

Disse tilpasninger tillader at dykkerne kan nå ekstremt lave værdier for O2 og ekstremt høje værdier for CO2 når de holder vejret. Udover at fridykkere kan nå mere ekstreme værdier end normale, så er tiden der går for at nå til de samme værdier som normale også længere for fridykkerne. Det betyder altså, at forbruget af O2 og produktionen af CO2 foregår langsommere.

Hos fridykkere der holdt vejret 4-5 min var der den samme ændring i lungernes O2 indhold og CO2 indhold som hos kontrolopersoner der kun holdt vejret i halvt så lang tid. O2 ændringen hos fridykkere var mindre end svarende til deres basalstofskifte og indikerer end stigende grad af anaerobt stofskifte og/eller en tømning af kroppens O2 lagre.

Ændringen i CO2 indhold i lungerne var stort set svarende til nul, og indikerer derfor en akkumulering i vævet. Hos fridykkerne kunne denne akkumulering af CO2 beregnes til at være dobbelt så stor som hos normale.

Pulsen under dykning er - som hos eks. sæler - kraftigt nedsat. Hos fridykkere ses et fald i pulsen under 40-60 m dyk af 2 min varighed fra ca. 120 slag/min under hyperventilation til 20 slag/min ved maksimal dybde efter 1 min. Hos en enkelt dykker blev der observeret en enkelt pause mellem to hjerteslag på 7,2 sekunder hvilket svarer til en puls på kun 8 slag/min. Men også ved alene at holde vejret op til 5-6 min, er der observeret pulsværdier på helt ned til 16 slag/min hos fridykkere.

Grænsen for den dybde der kan nås ved fridykning er et spørgsmål om iltlager, forbrug af O2 under dykket, anaerobt stofskifte og den hastighed hvormed dykket foregår.

Kilde:
Feretti G
Extreme human breath-hold diving
European Journal of Applied Physiology, 84: 254-271, 2001

Læs mere hos Hvidovre fridykkerklub om fridykkere og filmen Le grand bleu eller denne artikel hos DR2. Chilinet