| Måske har fysisk aktivitet igennem barndommen stor betydning for at kunne opnå maksimal knoglemasse og derved langvarig positiv effekt på knoglesundheden.Men også en senere indsats kan have mærkbar effekt. En japansk forskningsgruppe fra Chukyus Universitet i Tokyo i Japan har vist at hop-træning med bare 30 hop pr. uge, dog med så kraftige hop som muligt, har en positiv effekt på mineraltætheden i knoglerne. |
|
Undersøgelsen blev udført på to ens grupper af kvinder, som var udvalgt efter følgende kriterier. De røg ikke, spiste ikke medicin, havde ikke en forhistorie med knoglebrud eller andre knogle relaterede sygdomme, de var ikke gravide og ingen havde deltaget regelmæssigt i højintensitets sportsgrene såsom volleyball, basketball og tennis de sidste fem år.
I begge grupper var kvinderne i gennemsnit 20 år, ingen var yngre end 19 og ingen ældre end 21 år. Gennemsnitshøjden i de to grupper var 159 cm med en variation fra 153 til 163 cm. Begge grupper var lige aktive i løbet af dagen (ca.7.000 skridt pr. dag).
Alle grupper indtog et supplement af Calcium for at sikre at alle indtog mere end de 650 mg/dag som anbefalet for japanske kvinder i den pågældende aldersgruppe.
Den ene gruppe skulle foretage træningen på 10 hop med max. intensitet 3 dage pr. uge i 6 måneder mens den anden gruppe fungerede som kontrolgruppe og derfor ikke skulle hoptræne. Inden forsøget gik i gang blev tætheden af knoglemineral målt i de nedre lændehvirvler og 3 forskellige steder på den øvre del af lårbensknoglen.
Efter de 6 måneder forsøget stod på, havde hopgruppen tabt sig i gennemsnit 1 kg mens kontrolgruppens vægttab ikke var signifikant. Max. hophøjde var forøget med 3,5 cm i gennemsnit for hopgruppen til 41,5 cm i gennemsnit, mens indtaget og udskillelsen af calcium med kosten hhv. urin ikke var ændret i nogle af grupperne.
Tætheden af knoglemineral var øget i hopgruppen men ikke i kontrolgruppen specielt i tre af de målte områder nemlig i de nedre lædehvirvler fra 0,991 til1,015 g/cm2, i lårbenshalsen fra 0,984 til 1,010 g/cm2 og i Ward’s trekant fra 0,912 til 1.012 g/cm2, mens der ikke var nogen signifikant ændring i lårbenknoglens store trokanter.
Forsøget viser således at unge kvinder ved ganske overkommelig men intensiv hoptræning kan effektivisere knoglemineraliseringen. Hoptræning med maximal hopintensitet og 30 hop pr. uge fordelt på tre af ugens dage ser ud til at være særdeles effektiv i denne henseende. Mon ikke vi andre også kunne styrke vore knogler ved en lignende indsats.
Kilde
Effect of low-repetition jump training on bone mineral density in young women. Kato, T.; Terashima, T.; Yamashita, T.; Hatanaka, Y.; Honda, A. and Umemura, Y. Journal of Applied Physiology 100:839-843, 2006.