Klik her for at komme til gomotion.dk
Jeg har løbetrænet de sidste 5-6 år og de sidste 3 år ret intensivt med ca. 5 ugentlige løbeture på mellem 8 og 13 km. Jeg burde således have en ok grundform! På det seneste døjer jeg dog med stor fysisk træthed og muskelømhed i lår og lægge på mine løbeture - og må konstatere at jeg skal løbe meget langsomt for ikke at måtte stoppe flere gange undervejs forpuset og øm (som da jeg var helt nybegynder). Problemet resulterer i, at jeg i lang tid ikke har gjort nogen fremskridt i form af bedre tider eller lettere løbetræning (hvilket jeg gerne så eftersom jeg bruger meget tid på min træning!) - det går tværtimod nærmest tilbage. Jeg har forsøgt at holde et par dage løbefri og dyrker- ufrivilligt - nærmest restitutionstempo på alle mine løbeture, da jeg ikke har kræfter til andet. Alligevel ingen fremskridt. Har I nogle forslag, der kan hjælpe mig videre med mit løb inden jeg helt mister motivationen?
Med venlig hilsen
Den Trætte Løber
Hej Anne
Hvis jeg var dig ville jeg tage en hel uge fri fra løb. Få tjekket dine ben af en fysioterapeut og få en god gang blid massage. Spis godt med langsomme kulhydrater og drik rigeligt i ugens løb.
Når du så starter op igen ville jeg i starten sætte intensiteten i højsædet. Løb nogle kortere ture med høj fart for at få løbeglæden tilbage - gerne i kuperet terræn. Derefter kan du så gradvist få noget mere mængde på.
Efter opstart: 3 dage om ugen. 2km opvarm, 4 km tempo/fartleg og 1 km roligt. Fokuser på glæden og læg den mere pligtagtige mængdetræning bag dig i en periode.
Suppler så træningen med noget spændstighedstræning og bevægelighedstræning.
Derefter skal du gennemgå din træningsdagbog og finde ud af hvad der førte til at du endte i denne træthed. Genopbyg din træning med nye ideer og fokuser på at skille kvalitet fra kvantitet. Hellere have nogle korte og hårde træningpas kombineret med nogle lange end en masse "mellevare" træning, hvor det hele løber sammen.
Hilsen
Tom G. Knudsen
Klik her for at komme til gomotion.dk