Klik her for at komme til gomotion.dk

Jeg er lige for et par uger siden begyndt at dyrke motion igen, har ikke dyrket motion i snart 8 år Jeg har valgt steptræning som motionsform. Nu er mit spørgsmål så: er det normalt at man som værende hel nybegynder får sviende og brændende fornemmelse i læggene ca 10 - 15 min efter timens start, hvor lang tid vil jeg have dette problem og kan jeg gøre noget ved det?

Der kan være flere grunde til den smerte du oplever. Umiddelbart lyder det som om du "syrer" til. Det er ganske almindeligt, at hvis musklerne arbejder hårdere end de egentlig kan klare, reagerer på denne måde. Da du er utrænet og starter på steptræning der belaster lægmusklerne hårdt kan de ikke følge med. Lokalt i musklerne sker der en ophobning af mælkesyre. Det skyldes at musklerne ikke kan dække arbejdskravet ved de såkaldte aerobe processer (iltforbrugende). Musklerne må arbejde anaerobt (uden ilt) og producerer derfor mælkesyre. Ophobning af mælkesyre påvirker forskellige processer i muskelmembranen på en måde, der medfører smerte. Det er ganske ufarligt og smerterne forsvinder kort tid efter man stopper. Efterfølgende vil musklerne være trætte. Mælkesyren fjernes fra musklerne i løbet af ca. en times tid og skaber ingen problemer som sådan. Det eneste man kan gøre ved det, er at skrue lidt ned for intensiteten eller træne på en måde, der ikke belaster læggene i samme grad. Efter noget tid vil dine muskler dog vænne sig til træningen. De tilpasser sig ved træningen. Du vil så producere mindre mælkesyre og ikke opleve den samme smerte. Det er en ganske almindelig træningstilpasning. Der er masser af idrætsgrene hvor denne smerte er en naturlig del af både træning og konkurrence. Træning af det anaerobe system er vigtigt for kortvarige idrætter og idrætter hvor man arbejder i intervaller. Det mest almindelige er dog at træne det aerobe system - konditionstræning. Det skyldes vel at der er så meget fokus på det sundhedsfremmende i denne træning og det, at mange træner for at tabe sig. Med venlig hilsen Tom G. Knudsen

Klik her for at komme til gomotion.dk