Klik her for at komme til gomotion.dk

Jeg er en ung mand på 23 år, som i øjeblikket træner til Århus Marathon i september. Endvidere dyrker jeg karate 2 gange 2 timer om ugen. Da det til tider er et hårdt program, hvor det er vigtigt at restituere ordentligt, vil jeg høre om jeres erfaringer med kreatin. Jeg synes jeg hører meget forskelligt, og håber på saglig information. Venlig hilsen Michael

I mange reklamer for kreatin fremhæves det, at kreatintilskud kan forbedre restitutionen. Dette kan opdeles i flere former. 1) Kortidsrestitution. Imellem gentagne sprinter er det vist, at et øget kreatinindhold i musklerne medfører en hurtigere restitution. Dermed kan man yde en større indsats i eks. 10 gentagne sprinter. Da man i den enkelte sprint er afhængig af sine kreatinfosfatlagre, vil disse kunne genopbygges hurtigere i pauserne. Dermed bliver de sidste sprinter forbedret i forhold til personer der har et lavere niveau af kreatin i musklerne. Dette forhold er interessant for idrætter, der arbejder med gentagne korte og højintensive arbejdsperioder. Det er typisk boldspil, men kunne muligvis også være interessant i karate. I forbindelse med styrketræning ser man også, at folk der har indtaget kreatin får et større træningsudbytte. På samme måde kan det skyldes, at de restituerer hurtigere mellem de enkelte sæt. 2) Langtidsrestitution. Her viser flere undersøgelser, at genopbygningen af musklernes glykogenlagre sker hurtigere hvis der indtages kulhydrat og kreatin samtidig. Mekanismen er ikke helt fastlagt. Dette er selvfølgelig interessant for alle, der har genopbygning af glykogenlagrene som primær restitutionsfaktor. Det gælder eks. for marathonløbere. Men man skal være opmærksom på, at genopbygning af glykogenlagrene kan ske på 48 timer med ganske normal dansk kost. Det er altså kun når man træner to dage i træk eller flere gange om dagen dette bliver meget kritisk. 3) Muskelopbygning. Flere studier tyder på, at kreatin har en muskelopbyggende effekt i sig selv. Genopbygning af muskulaturen efter hård træning kan derfor tænkes at forgå hurtigere, hvis der indtages kreatin. Dette er dog ikke direkte undersøgt. Din kombination af karate og marathonløb er noget speciel. Karate kræver styrke, eksplosivitet og god anaerob arbejdsevne. Her vil kreatin være effektivt. Marathonløb stiller derimod alene krav til god aerob arbejdsevne. Selvom kreatin kunne hjælpe på genopbygningen af glykogenlagrene, har det ingen effekt på præstationen. De fleste tager lidt på i vægt efter kreatinindtag pga. vandbinding hvilket ikke er en fordel ved marathonløb. Med venlig hilsen Tom G. Knudsen

Klik her for at komme til gomotion.dk