Klik her for at komme til gomotion.dk
Hej Go-motion.dk!
Jeg er en fyr på 25 år (183cm, 86 kg), som i november begyndte at løbetræne 2-3 gange om ugen. Jeg er glad for det og har allerede opnået væsentlig bedre fysisk velvære og har, sammen med en kostomlægning, tabt mig de første 4 kg.
Efterhånden som jeg har fået mere overskud i min træning er jeg begyndt at tænke over hvordan jeg træner og har nogle spørgsmål. I dag løber jeg som regel om aftenen ved 20-tiden 1-2 time efter at have spist.
Hvornår på dagen er det bedst at træne, set i forhold til indtag af kost? Er det bedre at løbe om morgenen inden morgenmaden eller sidst på eftermiddagen før aftensmaden? Og hvor lang tid skal der gå mellem måltidet og træningen eller træningen og måltidet?
Håber i kan hjælpe med et svar. Mange tak for et inspirerende site som jeg fandt igennem en artikel på Comhjem.dk!
Kalle
Hej Kalle
Svaret er ja!
Som du selv foreslår er det bedst at løbe før et større måltid, enten morgen eller aften.
En god grundregel er at der bør gå 3 timer efter et større måltid før man løber. Så er man sikker på, at maden er blevet rimeligt fordøjet og ikke skaber problemer. Om morgenen er der jo gået mange timer siden sidste måltid. Derfor oplever de fleste, at de enten skal træne let, eller hvis det skal være intensivt, skal det være af kort varighed. Det skyldes at blodsukkeret ellers kan falde under træningen og man går "sukkerkold". Hvis man skal løbe konkurrence eller træne intensivt om morgenen, kan man spise noget kulhydratrig kost umiddelbart inden man går i seng.
Det er en fordel at spise så hurtigt som muligt efter man har trænet. Musklerne er ekstra villige til at optage sukker lige efter træning. Morgenmåltidet er for de fleste meget kulhydratrigt, så spiser man morgenmad lige efter morgentræning er det fint. Hvis man træner lige før aftensmad, kan man indtage noget let lige efter - bananer, toastbrød eller rosiner og ex juice sportsdrik eller sodavand. Det skal svare til ca. 1 gram kulhydrat pr. kg kropsvægt. Så kan man lave sin aftensmad i ro og fred bagefter.
Der er mange der spekulerer i at træne om morgenen og lade være med at spise lige efter træning. Det skyldes nogle skrøner om at det øger fedtforbrændingen. Gevinsten er meget lille - hvis der overhovedet er nogen. Det er bedre at spise lige efter træning og lade sine muskler restituere ordentligt. Dermed får man et større træningsudbytte, kommer i bedre form og kan forbrænde mere.
Hilsen Tom
Klik her for at komme til gomotion.dk