Klik her for at komme til gomotion.dk

I skriver i artiklen om puls: "Hvis du er i rigtig god form, kan pulsen komme ned på omkring 40-50." Jeg er 30 år, almindelig af bygning. Udover at jeg dykker en masse er min fysiske træning begrænset til et par timers Body Bike om ugen. Min hvilepuls har altid været lav. Men med fem måneders Body Bike er min hvilepuls faldet til 42. Jeg har aldrig gået meget op i det, men Fitness-kollegerne siger, at 42 er ualmindeligt lavt - og så tænker man jo om det kan skyldes sygdom? Jeg føler mig sund og rask. Er jeg bare født med et "dovent" hjerte?

En hvilepuls på 40-50 er lavere end normen, der for mænd sættes til 60 og for kvinder til 70. For meget veltrænede, eller folk med naturligt effektivt centralt kredsløb, kan hvilepulsen godt være lavere endnu. For nogle år siden publicerede et fransk cykelmagasin nogle fysike målinger på Miguel Indurain. Udover en fantastisk kondition, havde han ifølge den undersøgelse en hvilepuls på 29. Der er derudover en naturlig biologisk variation. Man kan altså være disponeret for en lav eller høj hvilepuls. Du kan tilhøre den del, der har en naturlig lav hvilepuls, eller du kan være mere veltrænet end du regner med! En lav hvilepuls er normalt et sundhedstegn, men du kan jo altid smutte en tur til lægen og få tjekket EKG og blodtryk, hvis du vil være helt sikker. Når man sammenligner hvilepuls, skal man være opmærksom på, at definitionen på hvilepuls er: fastende, vågen, i ro og under behagelig ydertemperatur. Hvilepulsen måles derfor bedst om morgenen, lige når man er vågnet. Nogle måler hvilepulsen om natten, hvor den kan være lavere end i vågen tilstand. Hilsen Tom

Klik her for at komme til gomotion.dk