Klik her for at komme til gomotion.dk

Mange kvinder i min omgangskreds er gravide og diskuterer hvormeget ryg og mavetræning de må foretage sig og om der skal tages nogen hensyn, i det hele taget, når man er gravid og gerne vil motionere.

Hej Sofie Skal man tage specielle hensyn når man er gravid? Det anses faktisk for bedst, at den gravide kvinde motionerer under graviditeten - hvis graviditeten altså forløber normalt. Motion kan betyde, at den gravide får færre gener. Det kan være fra musklerne, leddene, ledbåndene og blodomløbet, men også fra mave/tarmsystemet. Motion vil også gøre det lettere at holde en vægtstigning på højst 10 -12 kilo under graviditeten. Motionen kan endda give mere overskud under selve fødslen. Man kan fortsætte med almindelig motion uden problemer. Ved konditionstræning anbefales visse forbehold. Træningsbelastningen bør ikke overstige 70% af max. Bla. for ikke at komme til at overbelaste hjertet. Hjertet skal under graviditeten pumpe en større mængde blod end ellers rundt, og hjertet skal også pumpe en øget blodmængde gennem moderkagen. Svømning er udemærket, da den ekstra vægt reduceres i vand. Styrketræning kan udføres i et vist omfang. Tung træning øger både blodtryk og bugpres og bør undgås - i hvert fald - til sidst i graviditeten. Almindelig mav-/rygtræning kan udføres så længe det ikke giver gener pga. maven. Man skal samtidig være mere opmærksom/forsigtig med at komme i yderstillinger pga. den større eftergivelighed i bindevævet i leddene. Undgå krævende strækøvelser, da led og ledbånd er mere eftergivelige, på grund af graviditetshormoner. Hormonerne gør led og ledbånd eftergivelige. Det er en forberedelse til selve fødslen, så bækkenet kan give efter og åbne sig for barnets hoved. Sørg for at strække med let flektion i leddene, det er også fint da det jo er musklerne man vil strække. Ved stræk af haser behøves knæleddet ikke være fuldt ekstenderet. Selv med let flektion vil musklerne hæmme bevægelsen for de fleste. Nogle former for idræt frarådes selvfølgelig under graviditet. Hvis der er fare for, at man selv eller fostret kommer til skade ved for eksempel sammenstød, fald eller tacklinger. Ved ubehag eller andre symptomer skal man stoppe, og hvis ubehaget eller symptomerne fortsætter, skal man kontakte sin læge eller jordemoder. Hvis man får blødninger, skal man straks kontakte sin læge eller jordemoder (det skal man også alligevel!). Hvis man er i tvivl om, det er godt for at motionere, skal man altid tale med lægen eller jordemoderen, inden man går igang. Rent faktisk kan barnet have godt af moderens træning. En undersøgelse af 46 utrænede gravide kvinder viste dette. Halvdelen af kvinderne startede på moderat konditionstræning 8 uger inde i deres graviditet og fortsatte graviditeten ud. De trænede 3-5 gange om ugen. Den anden halvdel af kvinderne fungerede som kontrolgruppe. Resultatet viste at kvinderne, der havde dyrket motion, fødte større børn. Børnene fra de trænede kvinder var i gennemsnit 250 gram og 1,2 cm større. Der var ingen forskel i fedtprocent. Også udviklingen af moderkagen var positivt påvirket af træningen. Kilde: Clapp JF 3rd et al. Beginning regular exercise in early pregnancy: effect on fetoplacental growth. Am J Obstet Gynecol Dec;183(6):1484-8, 2000 Med venlig hilsen Tom G. Knudsen

Klik her for at komme til gomotion.dk