Til trods for at stadig flere undersøgelser foretages for at belyse, hvilken betydning protein har i idrætssammenhæng, findes der kun et yderst begrænset udvalg af litteratur, der sammenfatter de nyeste forskningsresultater. Derfor kan det være vanskeligt for almindelige motionister at følge med i udviklingen indenfor sportsernæringen.
Interessant for idrætsudøvere der dyster i vægtklasser er, at det gennem makronæringsstofindtaget er muligt at regulere kropsvægten hen imod det optimale (Vondra 1991). Ved at holde konkurrencevægten over hele sæsonen elimineres nødvendigheden af vægtreducerende foranstaltninger op til stævnerne. Dette er værd at tilstræbe, eftersom drastiske slankekure op til stævnerne beviseligt reducerer ydeevnen (Hartkopp 1996).

Det store spørgsmål i forbindelse med kost og træning er:
I hvilket omfang og på hvilket tidspunkt bør proteinet indtages for at sikre en optimal ydeevne under træning og konkurrence samt den hurtigst mulige restitution?

Generelle effekter af et forøget proteinindtag
Det er en evolutionsmæssig fordel at organismen tilpasser sig et øget proteinindtag. Et højt indtag har været forbundet med øget sundhed, vækst og fysisk præstationsevne, hvorved organismens overlevelseschancer blev forøget (Carpenter 1992). Dansk gennemsnitskost indeholder mere protein end det er nødvendigt for at overleve men muligvis ikke nok til at få det maksimale udbytte af de metaboliske følger af et højere proteinindtag. Til de primære følger regnes en øget aktivitet af kataboliserende enzymer, øget oxidation af aminosyrernes kulstofskelet, ændringer i appetit og fødeindtag m.m.. Derudover kan proteinsyntesen stimuleres - særligt den labile proteinreserve (Bremer 1989).

Proteinbehovet i hvile
Der findes ca. 20 forskellige aminosyrer i naturen, hvoraf de ni: Valin, leucin, isoleucin, methionin, phenylalanin, tryptophan, threonin, lysin og histidin, regnes for at være essentielle for den menneskelige organisme. Dette er ensbetydende med at de ikke kan dannes i kroppen, og derfor må tilføres gennem kosten (Bremer 1989). Derudover findes der en gruppe aminosyrer der må betegnes conditionally indispensible, dvs. essentielle under visse betingelser. Hertil regnes glycin, cystin, tyrosin, prolin, arginin, glutamin og taurin (WHO 1985).

Aminosyrer stimulerer til enten muskelopbygning eller til forbrænding, alt efter deres struktur, opbygning og fysiologiske tilstand. F.eks. optages forgrenede aminosyrer kun i begrænset omfang i leveren. I stedet bliver de oxideret i det perifere væv, især skeletmuskulaturen. Efter at have indtaget protein, enten gennem den almindelige kost eller kosttilskud, udnyttes proteinernes bestanddele, aminosyrerne til forbrænding eller til skabelse af essentielle substanser, der er afhængige af aminosyrer som forstadier, f.eks. muskelvæv.

Som tidligere nævnt så findes der ni essentielle aminosyrer, som det er nødvendigt at få tilført gennem kosten. Ved moderat fysisk aktivitet er proteinbehovet i følge WHO (1985) 10-15 E%. NNA anbefaler ligeledes 10-15 E%, svarende til 0,8-1,2 g/kg/dag for kvinder og 1,0-1,5 g/kg/dag for mænd (Lyhne & Stubbard 1989). Vegetarisk kost har typisk en ringere andel af essentielle aminosyrer. hvorfor det er nødvendigt med en velafbalanceret kost, hvis proteinkildernes komplementerende virkning skal udnyttes (Abrahamsson 1990).

Det er værd at holde sig for øje, at energiindtagelsen har stor betydning for nitrogenbalancen og proteinbehovet. Ved en høj energiindtagelse sænkes aminosyreoxidationen efter 2-3 dage, hvilket resulterer i, at en større andel aminosyrer kan genindgå i proteinsyntesen. Ved et lavt energiindtag er proteinbehovet øget, hvis en degeneration af kroppens proteiner skal forhindres (Young et al 1994). Et højt kulhydratindtag kan dog forhindre en større anvendelse af kroppens protein til energiudvinding, hvorfor en positiv glykogenstatus er tilrådelig (Kasperek & Snider 1987). Dette er vigtigt at holde sig for øje i forbindelse med slankekure, især ved samtidig idræt, da en overholdelse af de nævnte råd kan forebygge graverende tab af muskelvæv. I træningssammenhæng, med maksimal muskelvækst og –styrke for øje, er det ligeledes relevant at sørge for både at få rigeligt med protein OG kulhydrat. Dette er bl.a. baggrunden for Bodylap Recoverys og Body Lap WeightGainers specielle formler.

Eftersom energiudvindingen ved udholdenhedsidræt beror på forbrænding af fedt og kulhydrat, har man fra forskningens side negligeret området: Proteinbehov ved udholdenhedsidræt. Først indenfor de seneste år har forskere ved forskellige undersøgelser påvist, at kroppen ved utilstrækkelig energi- og især proteintilførsel under f.eks. langdistanceløb tærer på muskelvævet, resulterende i længere restitutionstid, forringet eller ingen formfremgang og risiko for overtræning (Tarnopolsky et al 1988). Opmærksomheden på det øgede behov har resulteret i en tiltagende forskning på området, uden at der til dags dato er fremkommet et homogent resultat. I de følgende afsnit vil jeg derfor søge at belyse nogle af de centrale undersøgelser og problemstillinger og komme med min vurdering af, hvor stort et proteinbehov idrætsudøvere har.

Definition på proteinbehov
FAO/WHO/UNO´s ekspertgruppe for energi- og proteinbehov definerer proteinbehovet for et individ som det mindste proteinindtag, der balancerer tabene fra individer i energibalance og med moderat fysisk aktivitet (WHO 1985).
Nye forskningsmetoder, der beror på måling af radioisotoper resulterer efter deres mening i, at de gamle retningslinier, baseret på nitrogenbalancestudier, må revideres. Ekspertgruppen konkluderer, at behovet for protein af høj kvalitet i kosten, er større end den gængse opfattelse, hvis behovet for essentielle aminosyrer skal dækkes ved et rimeligt energi-/proteinindtag (WHO 1985).

Fordele ved et øget proteinindtag
I et forsøg fra 1989 fandt Friedman & Lemon, at der ingen signifikant forskel er mellem normalprotein diæt og 1,7 gange højere proteinindtag med hensyn til nitrogen i sved og urin (ved 5 veltrænede løbere). Til gengæld fandt de en signifikant forskel i nitrogenbalancen. Ved lavprotein diæt var der negativ nitrogenbalance, ved højprotein diæt positiv nitrogenbalance, og det resulterende i henholdsvis en katabol og en anabol træningseffekt. Deres konklusion er, at anbefalingerne for proteinindtag synes mangelfulde for atleter i høj-intense udholdenhedsidrætter.

Vernon Young (1991) fremholder, at på området fysisk meget aktive unge, dvs. primært unge sportsfolk, hersker der en del usikkerhed med hensyn til proteinbehovet og der kræves derfor en øget forskning. Umiddelbart mener han dog, at anbefalingerne er for lave til at kunne sikre især unge sportsfolk et optimalt proteinindtag.
Kreider et al (1993) støtter ovennævnte påstande og fremhæver, at de førende ernæringseksperter formoder, at en supplementering af atleters kost med protein skulle kunne optimere og forbedre det fysiologiske respons på træning. Denne formodning bygger på energibalancestudier, der tyder på, at atleter har et øget behov for aminosyrer i forhold til recommended daily allowances (RDA). De fleste kostvejledere holder dog på, at så længe atleten er i energibalance og indtager 15 E% protein, er der ingen behov for supplement.

Til trods for ovennævnte er aminosyresubstrater populære hos atleterne indenfor diverse idrætsgrene, baseret på formodninger om, at aminosyretilførsel før, under og efter træning øger muligheden for at optage tilstrækkelige mængder essentielle aminosyrer, øge de anabole processer med øget muskelvæv til følge og accelerere restitutionen mellem træningsseancerne (Kreider et al 1993).
Hos udholdenhedsatleter formodes en øget tilførsel af aminosyrer at øge den fysiologiske og psykologiske respons under træningen og reducere muskulær træthed og almindelig udmattelse (Kreider et al 1993). Et forsøg med svenske landsholdsspillere i kvindefodbold viste, at ved tilførsel af en kombineret kulhydrat/BCAA drik inden en kamp, øgedes den mentale ydeevne signifikant i forhold til en placebo kulhydrat drik (Blomstrand et al 1991)

Todd et al (1984) har fundet, at fysisk aktivitet (moderat) virkede anabol ved energibalance og et proteinindtag på 0.57g/kg/dag. Interessant nok tyder deres forsøgsresultater på, at følgerne af en negativ energibalance, med identisk proteinindtag, er mindre, hvis energideficittet skyldes øget aktivitet end hvis det skyldes et reduceret energiindtag. Med andre ord må det anbefales idrætsudøvere der ønsker at tabe sig, at de ved øget træning, fortrinsvis lav-intens, øger deres metabolisme uden at kompensere herfor ved et højere energiindtag. Fordelen ved en sådan slankekur er, at organismen får tilført tilstrækkeligt protein til at bevare muskelvævet.
Kreider et al pointerer, at der kun er ringe videnskabelig dokumentation for at støtte påstandene om en øget fysiologisk respons på styrketræning ved proteinsupplementering ud over de anbefalede retningslinier. Omkring effekten ved udholdenhedsidræt foreligger der for få undersøgelser til at konkludere noget bestemt, men foreløbige data bekræfter påstandene. Under alle omstændigheder ser det ud til, at tilførsel af aminosyrer sammen med kulhydrat før, under og efter træning, øger forholdet mellem frit tryptophan og BCAA. Proteinerne kan fås gennem kosten, men den lette og sikre metode er at tage et proteinrigt kosttilskud, der indeholder protein af høj kvalitet.

Tarnopolsky et al slutter deres artikel af med at konkludere, at bodybuilderes daglige proteinbehov kun er ganske lidt højere end normales, forudsat FFM blot skal bevares (skal der opbygges større muskler vil et indtag på 1,5-2 gram protein/kg legemsvægt/dag være hensigtsmæssigt). Udholdenhedsatleter har derimod et langt højere behov, hvis nedbrydning af muskelproteinet skal imødegås.
I en omfattende reviewartikel fra 1991 pointerer Lemon, at der hersker megen usikkerhed om proteinbehovet, men anbefaler ud fra sine erfaringer fra diverse forsøg 1.2-1.7 g/kg/dag for styrke og 1.2-1.4 g/kg/dag for udholdenhed. Han understreger også, at der hersker store individuelle forskelle, afhængigt af følgende faktorer:

1. Kosten
1.a) energibalance
1.b) kostens sammensætning
1.c) tilvænning til ny kost
1.d) tidspunkt og sammensætning af et måltid før træning

2. Det totale energiindtag

3. Træningens intensitet og varighed

4. Alder

5. Køn

6. Omgivelsernes temperatur

ad 1.a) Der er en vekselvirkning mellem energiindtag og proteinbehov. Et utilstrækkeligt energiindtag kan føre til negativ nitrogenbalance, hvorimod et tilstrækkeligt energiindtag fremmer en positiv nitrogenbalance.
ad 1.b) Kostens sammensætning kan influere på træningsudbyttet på mindst to måder:
Et utilstrækkeligt kulhydratindtag fører til en hurtig tømning af muskel- og leverglykogendepoterne under træningen og en deraf følgende større proteinkatabolisme
Et højt proteinindtag kan føre til en positiv nitrogenbalance, hvilket øger proteinanabolismen
ad 1.c) Hvis kostens sammensætning i en periode har været ændret, vil det tage kroppen mellem 8 og 18 dage at tilpasse sig. Først da er det muligt at bestemme det nøjagtige proteinbehov
ad 1.d) Både tiden og sammensætningen af et måltid før træning kan have indflydelse på træningsudbyttet

ad 2. Lige meget hvilken type motion man dyrker, er der et bestemt mønster der gør sig gældende: Under og kort efter træningen forekommer der en aftagende proteinsyntese og en øget proteinkatabolisme. Varigheden og størrelsen af disse komponenter er afhængig af, hvilken type træning man udøver.
Ved udholdenhedstræning sker der en dramatisk stigning i mitochondrieprotein og en minimal effekt på muskelmasse og styrke. Styrketræning og hurtighedstræning resulterer derimod kun i en minimal ændring i mitochondrieprotein, men til gengæld en stor forøgelse af muskelmassen. Et utilstrækkeligt indtag af protein, eller overtræning, kan føre til tab af endogent protein (måske både i muskler og lever). Et ekstra proteinindtag vil muligvis fremme opbygning og reparation af musklerne og dermed forbedre træningsresultatet og forkorte restitutionstiden.

ad 3. Intens træning kan i sig selv ikke øge aminosyreoxidationen. Denne funktion afhænger af et samspil mellem intensiteten og træningens varighed. Adskillige data fra laboratorieundersøgelser viser, at kroppen begynder en kraftig nedbrydning af protein efter 60-70 minutters træning ved ca. 60-70% af VO2-max. (den maksimale iltoptagelse). Langvarig træning fører til degeneration og inflammation i musklerne. Proteinkatabolismen og/eller muskelbeskadigelsen bliver større, jo længere træningstiden er (Janssen et al 1989).

ad 4. For unge mennesker vil et utilstrækkeligt proteinindtag i yderste konsekvens betyde en ugunstig effekt ved træning og måske en mindsket vækst. Selvom et øget proteinbehov generelt ikke anbefales for ældre mennesker, så tyder nogle studier på, at proteinbehovet forhøjes pga. en mindre aktiv cellemasse. Endvidere er energiindtaget ofte utilstrækkeligt og forskellige andre faktorer som menes at øge proteinbehovet (feber, ophold i seng, sygehusophold) kan forekomme (Gersovitz et al 1982).

ad 5. Forsøg har vist, at nedbrydningen af protein under udholdenhedstræning er større hos kvinder end hos mænd. Interessant nok er nedbrydningen hos kvinder lige stor, uafhængigt af om de er trænede eller ej. Hos mænd derimod er nedbrydningen højere hos trænede end hos utrænede. Man har desuden målt en større muskelglykogenudnyttelse og højere nitrogenproduktion (30%) hos mænd i forhold til kvinder ved løb over 15,5 km (65% af VO2-max.) (Tarnopolsky et al 1990).

ad 6. En lav temperatur bevirker en tiltagende fedt- og proteinudnyttelse. Ved høj temperatur øges glykogenudnyttelsen og mælkesyreproduktionen stiger.

Sammenfatning
Sammenfattende må det konstateres, at der fra forskningens side ikke fremstår noget homogent resultat om eliteidrætsudøveres proteinbehov. De fleste forskere er dog enige om, at fysisk træning øger behovet for protein. Med henblik på at forebygge tab af muskelmasse, fremme træningsudbyttet og forkorte restitutionstiden er det vigtigt at tilføre kroppen mellem 1,2 og 1,8 g protein/kg legemsvægt. En interessant konklusion på de fleste undersøgelser er, at udholdenhedsatleter har et større proteinbehov end traditionelt antaget. Årsagen er tilsyneladende, at udholdenhedstræningen ødelægger en del fibre i de belastede muskler. Genopbygningen af muskulaturen og dermed restitutionen efter træningen forudsætter et tilstrækkeligt indtag af protein. Kosten kan dække det daglige proteinbehov, men det kan være svært at øge proteinbehovet uden samtidig at øge fedtindtaget. Samtidig er det ikke altid praktisk realiserbart at få fingre i lødig kost på det rette tidspunkt. Et kosttilskud i form af et proteintilskud vil i givet fald kunne yde et værdifuldt bidrag til dagskosten.