Klik her for at komme til gomotion.dk

I de senere år er der kommet stor fokus på effekten af supplerende styrketræning indenfor konditionstræning. Suppleres den normale konditionstræning med tung styrketræning eller plyometrisk træning, kan præstationen forbedres. I mange tilfælde er det bevægelsesøkonomien der påvirkes positivt.
Indenfor løb er der indtil flere studier der viser god effekt af supplerende styrketræning. Overskriften kan derfor virke paradoksal, da styrketræning jo burde være gavn.
 

Styrketræning medfører en umiddelbar udtrætning af musklerne, der medfører at kraftudviklingen er nedsat i timerne efter. Dette kan påvirke løbeøkonomien negativt og undersøgelsen kan derfor give nogle retningslinjer for hvornår styrketræningen bør udføres i forhold til den øvrige konditionstræning.

I undersøgelsen indgik ni veltrænede løbere med en gennemsnitlig alder på 20 år, der havde erfaring med styrketræning. Løberne udførte en løbetest til bestemmelse af løbeøkonomien enten udhvilede eller 1, 8 eller 24 timer efter et 50 min styrketræningspas for hele kroppen.

Løbeøkonomien var negativt påvirket 1 og 8 timer efter styrketræning, men ikke efter 24 timer. Energiforbruget som er et udtryk for løbeøkonomi var forøget 2,6% efter 1 time og 1,6% efter 8 timer. Det lyder måske ikke af meget, men disse ændringer kan have stor betydning specielt i forbindelse med konkurrence.

Træningsmæssigt betyder resultatet, at der muligvis skal gå op til 24 timer efter et styrketræningspas før træningsudbyttet bliver optimalt. Dette har dog primært betydning for træning hvor hastigheden er af betydning. Hvis løbeøkonomien forværres medfører det, at man vil løbe langsommere ved det samme energiforbrug. Træningsudbyttet kan altså være det samme, hvis man alene ønsker at belaste sig ved en hvis intensitet - man løber bare lidt langsommere! I forbindelse med intervaltræning og tempotræning, hvor man ønsker at træne ved en specifik hastighed, vil man til gengæld ikke kunne klare den foreskrevne hastighed.

Da andre undersøgelser ligeledes viser at der skal gå mindst 8 timer efter konditionstræning, før man får optimalt udbytte af styrketræning, skal man altså pusle lidt med tingene for at få implementeret evt. styrketræning på den korrekte måde. Det gælder altså om at vægte sin træning i forhold til hvor vigtig hastigheden er.

Undersøgelsen er nok mest interessant for løbere der træner mere end 5 dage om ugen, da det jo ellers ikke er noget problem at indpasse ex to styrketræningspas om ugen.

Kilde:
Palmer CD & Sleivert GG
Running economy is impaired following a single bout of resistance exercise
J Med Sci Sports, 4(4): 447-59, 2001

 



Klik her for at komme til gomotion.dk