En af kilderne til denne drabelige ueninghed stammer fra en bog omkring
løbetræning af Jack Daniels.
| Det bliver ofte i løbekredse diskuteret om der findes en optimal skridtfrekvens under løb. Samtidig hører man også tit diskussioner om effekten af at ændre på sin skridtfrekvens eller skridtlængde. Det er noget der kan bringe sindene i kog, da der er fortalere for både korte skridt og lange skridt - og dermed høj frekvens og lav frekvens. En af kilderne til denne drabelige ueninghed stammer fra en bog omkring løbetræning af Jack Daniels. |
|
Men kan det så overføres til en hvilken som helst løber? Her må svaret være
nej!
Helt tilbage i 1952 undersøgte Högberg sammenhængen mellem skridtfrekvens og løbehastighed for en 800m løber. Han viste, at hvis løbehastigheden ændres fra 8 til 30 km/t øges skridtfrekvensen fra 170 til 230 skridt/min. Samtidig øges skridtlængden fra 0,8 til 2,1 m/skridt. Stigningen var i begge tilfælde lineær. Det betyder altså at man ikke kan tale om en optimal skridtfrekvens, men at frekvensen afhænger af hastigheden.
Jack Daniels observationer på elitelæbere afspejler nærmere, at de i
konkurrence løber indenfor meget snævre hastighedsudsving. Baneløbere i et
felt vil samtidig justere deres skridtfrekvens i forhold til de øvrige
løbere og individuelle variationer kan derfor være mindre i et felt.
Sammenligner man derimod løbere der løber med meget stor forskel i
hastighed, vil der være meget større variation. Man kan altså ikke overføre
en gennemsnitlig skridtfrekvens på 180 for en eliteløber der løber omkring
20 km/t til en motionsløber der løber ex 10 km/t.
At det ikke er tilfældet, at eliteløbere holder en fast frekvens kan ses ud
fra figur 1. Denne viser sammenhængen mellem løbehastigheden og
skridtfrekvensen for eliteløberen Dennis Jensen (indehaver af den danske
rekord på 5000m). Her er det jo tydeligt, at frekvensen afhænger af
hastigheden.
| Sammenligner man eliteløbere og inddrager sprintere kan man igen se, at frekvensen afhænger af løbehastigheden. Men hvad der er mere interessant er, at man kan se en meget stor variation i skridtfrekvens og -længde i forhold til hastigheden. |
|
Figur 2.
Tabellen viser jo, at de forskellige løbere løser opgaven på meget
forskellig måde. Mo Greene og Michael Johnson har samme skridtlængde, men Mo Greene opnår en højere hastighed ved en betydelig højere frekvens. Samtidig kan man se, at Marion Jones og Michael Johnson opnår samme hastighed, men på meget forskellig måde (andre faktorer spiller selvfølgelig ind, da 100m løberen bruger en trediedel af løbet på at accelerere).
Sammenligner man til gengæld de to mandlige 5000m løbere der holder samme hastighed, kan man igen se at de løser opgaven på hver sin måde. Det gør sig selvfølgelig gældende, at skridtfrekvens og -længde også afhænger af løberens statur. Derfor vil det igen være forkert, at tale om én optimal skridtfrekvens, da denne kan afhænge af bla. højde, benlængde og
vægtfordeling.
Figur 3.
| Men hvad sker der egentlig ved at ændre på sin skridtfrekvens og dermed skridtlængde? Nogen argumenterer for at man skal løbe med korte skridt og andre for at man skal løbe med lange skridt. Vi kan igen vende tilbage til Högbergs studier fra 1952. Her bad man løberen om at løbe med en fast hastighed og derefter ændre sin skridtfrekvens i forhold til en metronom. |
|
Det interessante er, at løberens energiforbrug steg når frekvensen ændredes
i forhold til hans naturlige valg (pilen viser hans naturlige valg). Flere
lignende studier viser det samme. Hvis en løber sættes til at løbe med en
given hastighed vil denne automatisk finde den optimale frekvens, der giver
det laveste energiforbrug. Samtidig viser studierne også, at denne optimale
frekvens er afhængig af hastigheden. På samme måde kan man vise at hvis
hastigheden ændres, men skridtfrekvensen holdes konstant, så stiger
energiforbruget ved alle hastigheder - undtaget der hvor frekvensen passer
(se figuren).
Dette gælder dog kun for personer der er tilvænnet til løb. Man kan sagtens
forestille sig at nybegyndere vælger en forkert stil, der betyder at de
løber med for korte eller for lange skridt. Samtidig kan man forestille sig
at tilvænnde løbere har en frekvens der egentlig er forkert, men ved
tilpasning er den blevet optimal. Man skal dog være varsom hvis man forsøger at rette dette.
Energiforbruget under løb dækker en forskellig række omkostninger. Dels
tyngdepunktsløft, fremadrettet acceleration af tyngdepunktet, bevægelse af
ben og arme og overvindelse af vindmodstanden. En øget skridtfrekvens ved en given hastighed vil øge energikravet til bevægelse af arme og ben, mens en øget skridtlængde vil forøge energikravet til tyngdepunktsløft. Rent
teoretisk kan man så slås om hvad der bedst kan betale sig, men i
virkeligheden skal man nok bare finde sin egen optimale løbestil.
Et godt eksempel på dette er Carsten Jørgensen, der har den danske rekord på 10000m. Hans løbestil er temmelig speciel og mange vil nok sige at den ikke er køn. Alligevel er han en af de løbere i Danmark der har den bedste
løbeøkonomi.