Umiddelbart kan det synes positivt, at det er muligt at købe så mange fedtfattige produkter, der hjælper samfundet med at holde overvægtsepidemien stangen. Spørgsmålet er bare, om de overhovedet gør det, og hvad der egentlig gemmer sig bag de prangende titler?

Regler for ”light”
Der hersker klare regler for hvornår en producent må kalde sit produkt for light eller let. Betegnelsen må kun anvendes hvis varen indeholder mindst 50 procent mindre fedt end i tilsvarende almindelige varer. Hvis der normalt er 24 gram fedt i 100 gram leverpostej må man således kun kalde en leverpostej light, hvis der er under 12 gram fedt i 100 gram af den pågældende postej. Anderledes forholder det sig med betegnelserne ”mindre fedt” eller ”fedtbegrænset”. Her er kravet, at varen indeholder mindst 30% mindre fedt end en tilsvarende almindelig vare.
Det er ikke altid at ”light” dækker over et reduceret fedtindhold. I sodavand dækker betegnelsen således over, at der er sukkerindholdet er reduceret med mindst 30 procent i forhold til en almindelig sodavand. En sodavand behøver altså ikke at være sukkerfri bare fordi den bærer betegnelsen light. Den kan stadig indeholde omkring fem spiseskefulde sukker pr. liter.

En interessant krølle ved de eksisterende regler er, at man ikke må kalde en hvilken som helst madvare, der får halveret fedtindholdet, for light. Kun reduktioner på fem gram sukker eller fedt eller derover afstedkommer retten til at kalde et produkt for light. Et brød, der får halveret fedtindholdet fra otte til fire gram må altså ikke bære betegnelsen.

Fedtprocenter, der forvirrer
Det er ikke kun betegnelser som ”light” og ”mindre fedt” der prøver at lokke os til at købe varen. Ofte skriver producenterne med store bogstaver, hvor mange procent fedt der er i varen. Baggrunden for angivelserne er i mange tilfælde de seneste års fokusering på madens fedtenergiprocent, et mål der ofte er blevet misforstået. De danske sundhedsmyndigheder har opstillet en anbefaling om at maksimalt 30 procent af den daglige energi bør stamme fra fedt. Det vil med andre ord sige, at der intet er i vejen for at spise et stykke lækker chokolade med en fedtenergiprocent på over 50, så længe det indgår i en ellers fedtfattig dagskost. Myndighedernes anbefaling er desværre blevet misforstået derhen af , at hver enkelt fødevare bør holde sig under 30 fedtenergiprocent, og derfor har fødevareproducenterne travlt med at oplyse om det, hvis deres produkt holder sig indenfor rammerne.

Udover at det principielt er irrelevant at fokusere på fedtenergiprocenten i den enkelte fødevare er der et andet problem ved hele den markedsføring, der er knyttet til de magiske 30 fedtenergiprocent. Nogle producenter er frække nok til at vildlede forbrugerne ved at oplyse med store bogstaver hvis deres produkt indeholder mindre end 30 procent fedt. Der findes nemlig ingen retningslinier for hvilke procentsatser der må angives på produkterne, og det gør ofte en gevaldig forskel om man angiver fedtets andel af varens samlede energi i procent eller om man vælger at angive hvor mange procent fedtets vægt udgør af den samlede vægt. Et eksempel kunne være en pose chips, der indeholder 22 gram fedt pr. 100 gram. Ud af det samlede kalorieindhold på 470 kcal udgør fedtenergiprocenten 42 procent. Det vil sige langt over de ud fra et markedsføringssynspunkt gunstige 30 procent. Producenten omgår denne kedelige, lille detalje ved med store bogstaver at skrive ”kun 22 procent fedt!” – og glemmer lige at oplyse, at det ikke er fedtenergiprocenten, der hentydes til!

Brød: 5 gram
Mælk og mælkeprodukter: 1,5 gram
Ost: 18 gram/30+
Kød og kødpålæg: 12 gram
Morgenmadsprodukter: 10 gram
Færdigretter og dressinger: 5 gram
Fisk (uden panering): Ingen øvre grænse

Uanset om fødevaren er light og fedtreduceret, og fedtindholdet ligger under Hjerteforeningens grænseværdier er det ikke ensbetydende med at du bare kan spise løs af varen. En ”light” leverpostej kan sagtens indeholde meget fedt i forhold til andet pålæg og ”light” chips er som regel også en del federe end saltstænger og fedtreducerede popcorn. Fedt er desuden ikke det eneste næringsstof der bidrager med en masse kalorier. I en pose ”light” chips stammer ca. 40 procent af energien fra fedt. Resten får du fra kulhydrat og protein, der leverer lige så fedende kalorier.

Det er vigtigt, at du ikke lader dig friste til at spise mere af den pågældende vare, hvis den er light, i forhold til hvad du ville spise, hvis den indeholdt det normale fedtindhold. Undersøgelser indikerer faktisk, at lightprodukter inspirerer folk til at spise mere af den pågældende vare end de ellers ville have gjort. De adspurgte personer kompenserede simpelthen for de sparede fedtkalorier ved at indtage flere kalorier fra kulhydrat og fedt. I bedste fald betyder en sådan adfærd, at man indtager lige så mange kalorier fra en ”light” kost, som fra en almindelig fed kost. I værste fald kommer man simpelthen til at indtage flere kalorier, fordi man spiser uhæmmet løs af de fedtreducerede fødevarer.

Fedterstattere – et nævneværdigt alternativ til det almindelige fedt?
Fedt, der ikke feder! Lyder det ikke besnærende? I USA har koncernen Procter and Gamble i de seneste mange år arbejdet på at udvikle Olestra, et syntetisk fedt, der af smag og tekstur minder om fedt, men som ikke kan optages i kroppen og derfor ryger lige igennem systemet. Olestra er primært blevet anvendt til fedtfrie chips, men producentens vision er, at Olestra skal kunne erstatte fedtet i enhver form for madlavning. Endnu er man dog ikke nået så langt med afprøvningen af Olestra, og dets bivirkninger taget i betragtning er det tvivlsomt om det overhovedet bliver nogen større succes, i USA som herhjemme. Olestras force er nemlig samtidig dets største svaghed. I og med at stoffet er ufordøjeligt kan det give meget luft i maven og ved større indtag en olieagtig diarré.

Bivirkningerne er til at leve med, men spørgsmålet er, om dårlig mave er en acceptabel pris for at måtte svælge i traditionelt fede madvarer. Læg til maveproblemerne en øget risiko for at komme i underskud af fedtopløselige vitaminer samt essentielle fedtsyrer, og man står tilbage med en klar fornemmelse af at Olestra aldrig vil blive et alternativ til almindelige sunde kostvaner.

Olestra er langt fra den eneste fedterstatter på markedet. Der findes et hav af naturlige og syntetiske fedterstattere, der i større eller mindre grad minder om almindeligt fedt, men med et reduceret kalorieindhold. Modificeret stivelse er et eksempel på en kulhydratbaseret fedterstatter, der indeholder halvt så mange kalorier, som almindeligt fedt. Andre eksempler er skaller og klid fra majs, ris, ærter, hvede og cellulose, der pulveriseres, og ved sammenblanding med vand giver en god, kaloriefri fylde. Mælke-, ægge- og valleprotein kan ved mikropartikulation omdannes til små partikler, der i konsistens minder om fedt, men kun indeholder halvt så mange kalorier.
Fælles for de naturlige fedterstattere er, at de af konsistens minder om fedt, men smagen og lugten ligner ikke. De syntetiske fedterstattere efterligner i langt højere grad fedtets egenskaber – desværre med de nævnte bivirkninger til følge.