Når vi fryser meget begynder vi at få kulderystelser. Det er små muskelbevægelser i underhuden, der producerer varme. Al muskelaktivitet medfører en temperaturstigning, da nedbrydning af næringsstoffer, forbrænding af kulhydrater og fedt giver varme. Ved længerevarende nedkøling vil der produceres hormoner, der stimulerer vores stofskifte, således at varmeproduktionen stiger. Hvis man er interesseret i at øge sit stofskifte, kunne man skrue lidt ned for radiatoren, således at stuetemperaturen falder. Et øget stofskifte har en slankende effekt, men det er ikke nogen god ide at sænke temperaturen med mange grader, da en nedsat stuetemperatur har en række følgevirkninger, der ikke er særligt hensigtsmæssige.

Det varmetabsfremmende afsnit af hypothalamus stimuleres ved udsættelse for høje temperaturer. Blodet transporterer varmen rundt i kroppen, og fra huden og lungerne afgiver vi varme til omgivelserne. Der findes fire måder at køle kroppen ned på: Ledning, stråling, konvektion og fordampning. Varmeafgivelse ved ledning foregår når vi rører ved koldere genstande. Vi kan også afkøles ved konvektionsvinde, der fjerner det varme lag luft, der omgiver huden, og tilfører hudet et nyt, køligere lag luft. Princippet bag nedkøling ved fordampning er næsten det samme som ved konvektion. Sveden modtager varme fra kroppen, og fordamper. Denne temperaturregulering prioriteres højt af kroppen, hvilket medfører et stort væsketab. Sveden har ingen effekt hvis den bare drypper af. Den kølende virkning opstår kun ved fordampning af sveden. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt at tørre sveden af med et håndklæde. Klimaet har stor betydning for svedens effekt. En høj luftfugtighed betyder at luften ikke kan optage særligt meget vand, og sveden bare drypper af. Kroppen får dermed ikke den nødvendige afkøling. Under OL 1996 i Atlanta var dette fænomen et stort problem.

Der afgives ca. 2400 kJ som fordampningsvarme for hver liter sved, der fordampes. Den samlede svedmængde er individuel, og kan under fysisk aktivitet i varme omgivelser variere mellem 1-3 liter/time.

Ca. 2/3 af kroppen består af vand. Væsken i kroppen kan deles op i intracellulær væske (væske inden i cellerne) og ekstracellulær væske (væske mellem cellerne og lymfen) og blodplasmaet. 65% af væsken findes i den intracellulære væske, 25% i den ekstracellulære væske, mens de resterende 10% er i blodplasmaet.

En højere puls betyder at man arbejder tættere på sin max-belastning, og derfor vil trættes hurtigere. Hvis pulsen ryger over den anaerobe tærskel, går der ikke længe inden at man må stoppe eller sætte tempoet ned. Et væsketab på blot 3% af kropsvægten giver en stigning i puls på 15-20 slag. Ved længerevarende idrætter vil det derfor være præstationsfremmende at drikke  vand under udøvelsen.

Det kan endvidere være nødvendigt, at supplere vandet med nogle kulhydrater. Det er uhensigtsmæssigt, at indtage større kulhydratmængder inden start, da det medfører en kraftig stigning i insulinkoncentrationen. En høj insulinkoncentration er uhensigtsmæssig, da det kan give for hurtig transport af glukose fra blodbanen ud til cellerne. Dette kan resultere i, at blodsukkerkoncentrationen bliver for lav. For lav blodsukkerkoncentration øger muskelglykogen-nedbrydningen. Symptomerne på for lav blodsukkerkoncentration kan være svimmelhed, utilpashed og evt. opkast Svimelheden/utilpasheden skyldes, at der ikke kommer blod nok til hjernen.

Energidrikke består primært af glukose (druesukker), der har et glykæmisk indeks på 100. Det er det absolut hurtigst optagelige kulhydrat, der findes. Det går lige i blodet, og medfører en hurtigt forøget blodsukkerkoncentration. Det er vigtigt, at holde blodsukkerkoncentrationen rimelig stabil, og det er derfor ikke nogen god idé at indtage meget glukose på kort tid. En anden væsentlig faktor i forbindelse med kulhydratindtag er mavetømningstiden. Jeg påviste tidligere, at det var formålstjenligt at indtage væske i forbindelse med fysisk udfoldelse. Det er ligeledes fordelagtigt at indtage glukose(kulhydrat), hvis det indtages i de rette doseringer. Glukose optages lettere (hurtigere) i blodet, hvis det er opløst i vand. Glukosekoncentrationen skal dog være meget svag. I dag er der mange forskellige sportsdrikke på markedet, der hovedsageligt er fyldt med glukose. Der anbefales næsten altid en koncentration på 10%. En så høj koncentration giver faktisk en virkning der er det modsatte af det ønskede. Forklaring: Hvis koncentrationen er større end 2,5% vil den osmotiske aktivitet i maven overstige aktiviteten i legemsvæskerne, og væske vil blive trukket ud i maven  og ikke den modsatte vej som det var meningen. Vandet samles altså i maven, og kan give maveonde. Tilsætning af glukose i drikkedunken (konc.>2,5%) øger mavetømningstiden, mens lavere koncentrationer ikke øger koncentrationen specielt og kan anvendes.

Komplekse kulhydrater (polysaccharider) har et lavere glykæmisk indeks end glukose. Stigningen i blodkoncentrationen er derfor ikke så voldsom som ved glukose. Komplekse kulhydrater har en længere fordøjelsestid, men forskning har vist, at komplekse kulhydrater er bedre som kulhydratkilde i forbindelse med udholdenhedsidrætter. Problemet ved at anvende komplekse kulhydrater som energikilde, er at de har en længere optagelsestid samtidigt med at koncentrationen ikke må overstige 2,5%. Det er ikke muligt at kompensere for ens kulhydrattab ved at drikke energidrikke med 2,5% kulhydrat (25 g/ Liter). Der findes heldigvis en energitype der kan drikkes i 10% opløsninger og som er venlig mod maven. Maltodextriner kan drikkes i 10% opløsninger, da de ikke nedsætter mavetømningstiden. Maltodextriner har næsten samme virkning som de øvrige komplekse kulhydrattyper, men kan tåles i væsentligt større koncentrationer. Det er en indlysende fordel, da man kan indtage de nødvendige kulhydrater i flydende form, uden at skulle supplere fast føde eller drikke 4 liter i timen. Alt afhængig af intensitet bør der indtages 50-100 g kulhydrat/time (trænede sportsfolk). Energidrikken indtages i portioner af ca. 2-3 dl energidrik (5-10%) hvert 15. min. Er man i tvivl om man får nok væske i dagligdagen kan man se på sit urin. En mørk gul farve indikerer væskemangel, mens en helt klar urin er tegn på at man har indtaget for meget væske. Når kroppen er i væskebalance er urinen svagt gul.