Store personer kan optage mere ilt end små personer, ligesom lastbiler har flere hestekræfter end personbiler. Dette er alene fordi de er større. Konditallet bruges derfor til at sammenligne folk med forskellig størrelse.

Konditallet er også en måde til at sætte iltoptagelsen i forhold til den kropsvægt der skal flyttes. Under løb skal kropsvægten hele tiden gribes ved landing og derefter løftes under afsættet. Et højt kondital er derfor af afgørende betydning for løbspræstationen.

Vi kan forestille os at to løbere har den samme iltoptagelse, men forskellig vægt. Kan løber A og B begge optage 4,2 liter ilt pr. minut, men løber A vejer 70 kg og løber B vejer 60 kg vil deres kondital være henholdsvis 60 og 70. Løber B har dermed den bedste evne til at flytte sig selv under løb. Størrelsen af løberen bliver afgørende for deres evne til at opnå et højt kondital. Vores evne til at optage ilt vokser med højden i 2. potens. Kropsvægten vokser derimod med højden i 3. potens, og den vokser dermed mere end evnen til at optage ilt. Store personer har dermed sværere ved at opnå høje kondital i forhold til mindre.

Det er derfor ikke mærkeligt at eliteløbere generelt er små og spinkle personer. Said Auita og Joan Benoit Samuelson er eksempler på små løbere med ekstremt høje kondital. De har henholdsvis fået målt værdier på 92 og 78. Til sammenligning har unge utrænede mænd og kvinder henholdsvis kondital omkring 40 og 35, mens gode motionsløbere har kondital omkring henholdsvis 60 og 50.

Da konditallet jo afhænger af vægten betyder det, at man kan forbedre sit kondital alene ved at tabe sig. Vores løber på 70 kg kan forbedre sit kondital fra 60 til 63 ved at tabe sig 3 kg. Omvendt vil konditallet blive forringet hvis han tager på. Så dermed er han kommet i bedre eller dårligere form, udelukkende ved at ændre sin vægt. Imidlertid siger konditallet ikke noget om hans evne til at udnytte sin kondition. Det siger os heller ikke noget om hans evne til at arbejde i lang tid - altså om udholdenheden.

Denne evne stiger teoretisk med højden i 2. potens. Ved at opgive vægten i 2/3 potens bliver vægten reduceret til hvad der svarer til en stigning i højden i 2. potens.

Denne måde at opgive konditionen har de senere år vundet indpas. I praksis har det dog vist sig at en sammenhæng hvor vægten opløftes i 3/4 potens passer bedre. Denne form for opgivelse holder dog kun reelt hvis de personer der sammenlignes er ensdimensioneret. Ved at reducere kropsvægten vil fedtvægten også reduceres og fede personer vil derfor blive fordelt fremfor slanke. En anden metode er at opgive konditionen i forhold til kroppens overflade, da den netop stiger med højden i 2. potens.

Da vi for det meste ønsker et tal der siger noget om evnen til at udføre en specifik idræt har man forsøgt sig med andre måder at opgive konditionen. I cykling på flad vej afhænger præstationen primært af evnen til at overvinde luftmodstanden. Her kan man derfor opgive konditionen i forhold til frontalarealet. Det samme gør sig gældende ved hurtigløb på skøjter hvor vægten stort set er elimineret. Ved cykling op ad bakke er det dog evnen til at løfte sin egen vægt der er afgørende og konditallet bliver derfor her afgørende.

I en idræt som roning er vægten stort set underordnet, da kropsvægten bæres af båden. Her er det den rene iltoptagelse der er afgørende - derfor er der også en klasse for både letvægtsroere og tungroere. De store (høje) tungroere vil kunne opnå den højeste maksimale iltoptagelse og de mindre letvægtsroere kan derfor ikke klare sig i direkte konkurrence. Til gengæld finder man de højeste kondital blandt letvægtsroerne. Så hvis man vurderede roeres talent eller træningstilstand ud fra deres kondital ville man overvurdere letvægtsroerne. Dette gør sig ofte gældende når man sammenligner på tværs af idrætsdiscipliner. Roere har i disse sammenligninger ikke specielt høje kondital, men dette er jo ikke et udtryk for at de er i dårlig kondition! Sammenligner man derimod den rene iltoptagelse finder man ofte at roerne har meget høje værdier, men igen er dette ikke et udtryk for at de har den bedste kondition.

Præstationsevnen i konditionsidrætter bygger på en kompleks sammenhæng mellem flere forskellige faktorer - konditallet er kun en af disse!

Nedenfor ses en figur over forskellige grupper af mandlige eliteidrætsudøveres iltoptagelse og kondital. Tallene stammer fra en ældre svensk undersøgelse, men er stort set gældende. Dog må man antage at der er en overrepræsentation af gode langrendsløbere og orienteringsløbere i undersøgelsen.

Hvis man kan huske den gamle sang med Gustav Winckler hvor han synger: Jeg har et kondital på 86 en halv ..., så kan man jo tage stilling til den tekst nu!'