Annonce: Vector Amore fedtmåler nu 299 kr. Spar 100 kr.>>

De seneste års ekstreme fokusering på overvægt og fedme har resulteret i en stadig større efterspørgsel efter metoder der kan fortælle den enkelte dansker om han/hun trænger til at tabe sig eller har den rette vægt.

I realiteten er det slet ikke vægten det er interessant at fokusere på. Det mål der interesserer flest mennesker i det moderne vestlige samfund er om man er for fed eller ej, og fedme er ikke nødvendigvis knyttet til vægten.

Der findes et hav af forskellige målemetoder, hvoraf nogle er bedre end andre. Det allerbedste mål er et kritisk blik i spejlet. Kombinerer du spejlets sandhed med et ærligt svar fra din kæreste, kollega, kammerat eller pårørende vil du få det bedst mulige svar på spørgsmålet ”Er jeg for tyk?” .
Har du svært ved at bedømme dit eget spejlbillede og frygter du, at de der bliver adspurgt foretrækker at stikke dig en hvid løgn frem for et ærligt, muligvis nedslående svar, begynder det hele at blive lidt mere kompliceret. Der skal tal på bordet, helst af den objektive, uomtvistelige slags, som kan sammenlignes med gennemsnitsværdier, for de folk som man ønsker at sammenligne sig med. Spørgsmålet er hvor man finder tallene.

Badevægten – en klassiker til bestemmelse af vægten
Den letteste måde at bestemme om man er overvægtig på er ved at træde op på badevægten og veje sig selv. Ved at sammenligne med tabelværdier over idealvægten for en referencegruppe kan man se om vægten adskiller sig nævneværdigt fra normalværdierne. Problemet ved denne simple fremgangmåde er, at mange danskere afviger fra referencen, ikke kun i drøjden, men også i højden. Det giver sig selv, at hvis du er 15 centimeter højere end referencepersonen kan du også tillade dig at veje mere, uden at fremstå som overvægtig. Resultatet er, at vægten alene kun siger ganske lidt om hvor vidt du trænger til at tabe dig.
Konklusion: Er du større, mindre, mere eller mindre muskuløs end den person du gerne vil sammenligne dig med kan vægten på ingen måde bruges som sammenligningsgrundlag. Som redskab til med jævne mellemrum at kontrollere vægten er badevægten til gengæld et nyttigt redskab, der kan hjælpe dig med at bremse en snigende vægtøgning, før den løber løbsk.

BMI – tager højde for højden
De indlysende problemer der knytter sig til kun at se på vægten har man de seneste år taget højde for ved at introducere det såkaldte body mass index, BMI. BMI sætter vægten og højden i forhold til hinanden og tager på den måde højde for, at personer med forskellig højde ikke behøver veje det samme for at være normalvægtige. Dit personlige BMI beregnes ved at dele din kropsvægt (i kg) med den kvadrerede højde (i meter). Lyder det kompliceret? Så se her hvor let det egentlig er:
En kvinde, der er 1,60 meter høj og vejer 78 kg har et BMI på 30,5 fordi 78/(1,60)2 = 30,47. Synes du at det er for besværligt at opløfte højden i anden potens kan du også bare gøre sådan:
Vægten / højden / højden = 30,47, altså 78/1,60/1,60 = 30,47.

Resultatet er et mål for, om du vejer for meget, for lidt eller er normalvægtig. Ud fra et teoretisk synspunkt skal et voksent menneskes BMI ligge mellem 18,5 og 25 for at være sundhedsmæssigt forsvarligt. Ligger dit BMI over 25 klassificeres du som overvægtig og kommer tallet over 30 er der tale om fedme. Baggrunden for de forskellige klasser er den stigende risiko for hjertekarsygdomme, diabetes og andre af de sygdomme, der følger i kølvandet på den stigende overvægt. Med et BMI over 25 vil du med andre ord have en øget risiko for at udvikle diverse velfærdssygdomme, sammenlignet med et BMI under 25, og det anbefales at du taber dig. Ligger BMI inden for 18,5 og 25, er der i teorien ingen sundhedsmæssig begrundelse for at tabe sig.
Selvom dit BMI ligger indenfor normalområdet kan det godt være, at du selv synes, at du trænger til at smide et par kg eller tre for at slippe af med et par generende deller. Forklaringen er, at BMI frem for alt egner sig til at bestemme niveauet i en større gruppe mennesker. Indenfor gruppen kan der sagtens være variation, så en person med et BMI under 25 stadig ville have godt af at tabe sig. Det kunne skyldes, at personen er meget fysisk inaktiv og derfor har en mindre muskelmasse, end man typisk ser hos en gennemsnitsdansker, eller at fedtet fordeler sig på en uheldig måde. En person med hvepsetalje, tynde arme og kraftige lår kan sagtens have en lav vægt, uden af den grund at være 100% tilfreds med lårenes størrelse. Omvendt oplever gravide, muskuløse mennesker og andre personer med en kropsvægt, der er forhøjet pga. særlige omstændigheder, der ikke kan tilskrives større mængder fedt på kroppen, at deres BMI placerer dem i overvægtsgruppen, uden at de som sådan har behov for at tabe sig.

Konklusion: BMI er et udmærket mål til at definere om en gruppe mennesker er undervægtig, normalvægtig eller overvægtig. Til bestemmelse af enkeltpersoners idealvægt er der for mange faktorer, der har indflydelse på vægten, til at BMI kan bruges til noget særligt.

Utallige videnskabelige undersøgelser har gennem årene dokumenteret, at det er bugfedtet der er særligt sundhedsskadeligt, og derfor er det fornuftigt at begrænse mængden af fedt på maven. Ifølge de nationale og internationale sundhedsmyndigheder bør taljemålet for mænd holdes under 102 cm og for kvinder under 88 cm.

En omkreds derudover giver stærkt øget risiko for hjertekarsygdomme, diabetes m.m. Det anbefales desuden, at mænd med et taljemål over 94 cm og kvinder med et taljemål over 80 cm ikke øger vægten yderligere. Taljemålet finder man med et målebånd, der føres rundt om livet på det smalleste sted. Problemet ved taljemålet er at det er et rent sundhedsmæssigt defineret mål. På den ene side er tallet altså et ganske godt mål for den usunde fedtmasse, på den anden sige siger det forsvindende lidt om hvorvidt du generelt er overvægtig.
Konklusion: Er du interesseret i din fedmegrad ud fra et kosmetisk synspunkt er taljemålet ikke fyldestgørende, fordi det i sagens natur kun siger noget om fedtmængden omkring livet og ikke noget om kroppens andre depoter .

Måling af fedtprocenten
Er du ude efter at kende din totale fedtmasse er du nødt til at benytte dig af mere eller mindre avancerede målemetoder. Udover en masse ressourcekrævende målemetoder, der kun kan udføres i store laboratorier er der to målemetoder der er værd at nævne. Den første er den klassiske måling af hudfolder ved hjælp af en speciel tang. Korrekt udført giver hudfoldsmåling et ganske godt indtryk af din samlede fedtmasse og dermed også din fedtprocent (= fedtmassen i forhold til kropsvægten), som du kan sammenholde med forskellige referenceværdier. Udover at få et indtryk af din eksisterende fedtprocent egner hudfoldsmåling sig også fremragende til at følge et eventuelt vægttabs indflydelse på fedtmassen. Du vil simpelthen opleve at hudfolderne bliver tyndere og tyndere efterhånden som fedtet smelter af kroppen. Dette, sammen med den lave pris og relativt simple procedure, gør hudfoldsmåling til et særdeles velegnet redskab til at følge forandringer i fedtmassen. Hudfoldsmålingens største ulempe er, at proceduren kræver et vist håndelag før det bliver muligt at foretage en standardiseret måling, og at den ikke kan foretages på egen krop, hvis det skal gøres ordentligt. Du er med andre ord nødt til at alliere dig med din partner, kollega, nabo eller ven, der samtidig må øve sig i teknikken med at gribe om hudfolden, placere tangen det korrekte sted og med det rette tryk, aflæse displayet osv.. Når først skolingen er på plads finder du til gengæld ingen bedre metode til bestemmelse af fedtprocenten på en simpel og økonomisk overskuelig måde.
Konklusion: Hudfoldsmåling er en ganske god metode til bestemmelse af fedtprocenten og til at følge forandringerne under et vægttab. Kravene til håndelag og apparatur gør dog, at metoden ikke er lige til at gå til for menigmand.

På trods af de gode erfaringer med målemetoden er bestemmelse af fedtprocenten via hudfoldsmåling ved at være på retur. Det er der forskellige årsager til, hvoraf de vigtigste nok er metodens krav til håndelaget, den lav-teknologiske procedure, der kan synes lidt gammeldags og at en ny målemetode har vundet indpas i forskningskredse, fitnessmiljøet – ja, selv i badeværelset derhjemme. Metoden, kaldet bioelektrisk impedansmåling, går ud på at bestemme muskelmassen ved at måle musklernes ledningsevne via en svag elektrisk strøm, der sendes fra fod til fod, hånd til hånd eller fod til hånd. Fedtprocentmåling ved hjælp af bioelektrisk impedans er en lynhurtig og simpel måde at bestemme fedtprocenten på. Den teoretiske baggrund for metoden er fin: Kroppens muskler indeholder en del vand og vil derfor lede strømmen, mens vores fedtmasse, der er næsten blottet for vand, ikke vil lede strømmen. Jo bedre ledningsevne der er i kroppen, jo større vil muskelmassen derfor være. Ved at sætte den målte ledningsevne ind i nogle formler kan man skyde sig frem til muskelmassens og fedtmassens andel af den samlede kropsvægt. Nu skriver vi ”skyde sig frem til” og ikke ”bestemme”, og det er med velberådet hu. Bioelektrisk impedansmåling er nemlig langt fra noget eksakt mål. Resultatet er i meget stor grad afhængig af de formler, der danner basis for beregningen og metoden egner sig i realiteten kun til bestemmelse af fedtprocenten i en større gruppe mennesker. Enkeltpersoner kan være heldige at få et nogenlunde passende resultat, men i en del tilfælde skyder impedansmåleren voldsomt forbi. Eftersom det ikke er til at vide om den rammer plet eller ej er metoden ganske enkelt uegnet til anvendelse på enkeltpersoner.

Et ofte hørt argument for impedansmålerens berettigelse er, at den måske ikke rammer plet med fedtprocenten men til gengæld er særdeles effektiv til at følge fedtmassens udvikling under et vægttab. Den påstand holder desværre ikke. Der er lavet adskillige undersøgelser af den bioelektriske impedansmålings evne til at følge et vægttab, og summen af undersøgelserne er, at også dette er den uegnet til.
Konklusion: Lad være med at spilde tid og penge på måling af kroppens fedtprocent med bioelektrisk impedans. Selvom proceduren med sine digitale udskrifter og komplicerede beregninger virker uhyre videnskabelig og præcis egner metoden sig ikke til bestemmelse af fedtprocenten hos enkeltpersoner.

Samlet konklusion
I lyset af at samtlige målemetoder har deres begrænsninger vil vi fraråde dig at hænge dig for meget i diverse tabelværdier og kurver. Er du tilfreds med din krop, så nyd det, og lad være med at spekulere for meget over om du afviger fra en eller anden norm. Vil du endelig have et nogenlunde mål på din nuværende størrelse og et eventuelt vægttabs effekt, så kig på din garderobe. Især buksernes livvidde og de anvendte huller i livremmen vil være underlagt en gradvis forandring efterhånden som vægten går ned. Er det nødvendigt at udskifte hele garderoben efter et vægttab er det vel i realiteten den bedste succesindikator – og fuldstændig uafhængigt af målte fedtprocenter.