Dopingproblemet fører frem mod noget, der er centralt for idrætten: præstationen og kroppens beherskelse. Dopingsagen indeholder desuden en politisk udfordring. Den berører demokratiets kropslige side.
 

A. Udsigter mod den globale hypersport
Sport og demokrati? Dopingsagen kan belyses ud fra nogle karakteristiske antagelser om idrættens politik, som er blevet fremført de senere år, og som får nye nuancer gennem det franske drama.
 

Det bliver sjovere - Systemskifte i 1989?
Omkring 1989 krakelerede det østeuropæiske statssportslige system i takt med statsmonopolismens politisk-økonomiske sammenbrud. Med murens fald trådte en omfattende statsdoping frem i lyset, med forskning i hemmelige institutter, omfattende teknologiudvikling, stasi-overvågning, svindel og korruption i de internationale kontrolorganer, hemmeligholdte doktordisputatser, psykisk pres mod unge atleter etc. Alt dette hørte nu fortiden til, kunne man høre fra den sejrrige (vestlige) politiks og især fra sportens side.

Det bliver morsommere, meget sjovere og meget mere spændende i de kommende års internationale idrætskonkurrencer... Så glæd jer, alle I, der nærer lønlig håb om olympiske placeringer, rekorder og flotte EM- og VM-titler. De hænger ikke mere så højt på træerne - sådan udtrykte Ekstrabladets sportsredaktør Aksel Alstrup i Danmarks Idræts-Forbunds blad Idrætsliv (3/1990) de herskende forventninger. Demokratiet har sejret, og sporten illustrerer sejren ved at blive skønnere.

Ved Tour de France ti år senere blev det rigtigt sjovt.
Ifølge andre forudsigelser var ikke kun Østeuropas statssportssystem, men også nationalismen nu endelig på vej ud. Den professionelle og gennemkommercialiserede topsport kunne - og burde - danne model for det politiske liv i almindelighed, som en ideel kropsliggørelse af globaliseringen. Die Tour als multikulturelle Utopie postulerede det vesttyske ugeblad Die Zeit (1.8.1997) på forsiden - Tour de France som en multikulturel utopi. Den begejstring, som Jan Ullrichs sejr havde fremkaldt - lige som Michael Schumachers succes ved formel 1 bilsporten - var ikke længere knyttet til den nationale repræsentation. Firmaernes farver dominerede. Der kan registreres

to udviklinger. Det går også uden overstrømmende nationalfølelser; og kommercialiseringen breder sig forsat. Man kan ikke hilse det ene velkommen og beklage det andet. Begge to er gode for sporten.

Tour de France danner et vidunderligt eksempel for utopien om et multikulturelt samfund. Sporten er blevet globaliseret. Danskeren Riis trak tyskeren Ullrich op ad bjerget, schweizeren Dufaux franskmanden Virenque. Således er sejre i cykelsporten også teampræstationer og duer ikke til nationale overlegenhedsfantasier.

Desuden spiller nationaliteten i sporten en mindre og mindre rolle. Franskmændene elsker 'Ullrikke', italienerne 'Schumaker', englænderne 'Klinsman'. Herhjemme bærer børn t-shirts med navnene Elber, Chapuisat eller Akpoborie. Man slapper af...

Sporten er blevet globaliseret ... Idag er det selvfølgeligt, at den gode spiller skifter til Italien. Generelt er mobilitet og fleksibilitet efterspurgte kvaliteter. Udenlandserfaring regnes som gevinst. Det, der gavner økonomien, er det, der tæller...

Det er ikke slemt, at de store pengebeløb regerer. Bliver der cyklet dårligere, fordi pedalkunstnerne ser ud som plakatsøjler? Kommer der færre tilskuere, fordi der kører en konvoy med 250 reklamebiler foran cykelfeltet? Sejrer den forkerte, fordi ikke alle teams kan investere lige mange penge? Nej. Stor sport har behov for store penge (Kurbjuweit 1997).

Alt bliver mere globalt og politisk mere korrekt end før.

Et år senere viste det sig, hvem de ikke forkerte var, der sejrede.

Det lagde op til en dualistisk opbygget historie. Leth konstaterede på den ene side politihistorien, ydmygelse af løbet, razzia og belejring ... noget totalt monstrøst, der brasede ned over sporten ... en kriminalhistorie med sin egen inerti. Mange snydere, politi, bortkørsler, bortforklaringer, fjerne undersøgelsesdommere med ukendte agendaer, politikere med dulgte motiver helt ude i affærens skyggebagland, spidsnæsede Louis de Funes-agtige polititalsmænd, som forklarede politiets enorme hensynsfuldhed og venlighed, så man følte sig hensat til en sort komedie. Mens han så på den anden side en storslået sportslig kappestrid ... som en åbenbaring fra en fjern og svunden gloriøs epoke ... tapperhed og viljestyrke, som man ikke havde ventet.

Den dualistiske opsætning - med politiet som bussemanden - men også sprogets klang viste, at poesien var gået tabt. Om sportens skønhed havde poeten kun kendte floskler tilbage - tabt uskyld og sportens sublimerende kraft. Personlige bekendelser af den banale slags: Jeg synes, rytterne opfører sig temmeligt ordentligt. De kører cykelløb, giver os oplevelser... Og så den trodsige forventning: Tour de France er klar og sig selv næste år.

Der var sammenhæng mellem sprogets banalisering og det politiske budskab. Dette vendte sig imod doping- og sportskritikken som udtryk for dansk formynderisk kulturradikalisme af værste slags, næsten stalinisme, og mod de rigtige højskolegrundede meninger, der altsammen værner om forældede idealer. Thi realiteten er jo, at ejerskab og penge er en del af idrætten i dag ... det fremmer kvaliteten af præstationer. Det forhøjer sportens sublimerende kraft.

Sprogets krakelering bringer dramaets dybere tragik til udtryk. Sportens poesi er trukket med ind i nedbrydningsprocessen. Den har tidligere med skønne ord tilsløret det snyd, som man - efter Jørgen Leths egen bekendelse - godt kendte. Men nu er ordene ikke engang skønne længere: Man kan ikke mytologisere en professionel industriarbejder, der snyder.

En uge efter Jørgen Leths forsvarsforsøg intrådte det næste dødsfald. Den norske cykelrytter Bjørn Stenersen døde under et løb i Trondheim, kun 28 år. I finalen om årets norske landevejs-cup var Stenersen i udbrud med tre andre ryttere, da han pludselig trak ud til siden og faldt af cyklen. Hjælpemandskabet kom hurtigt til stede, men alle forsøg på genoplivning var forgæves (Politiken, 13.9.1998).

Døden - unge menneskers død igen og igen - er imidlertid ikke engang det, der skræmmer mest ved den dopede topsport. Det er det genetiske perspektiv. Som Jørgen Leth udtrykte det: Vi må leve med udsigten til gen-manipulation. Det udskiftelige menneske ... For hvad er doping? Vil det være doping, når man om fire-fem år måske kan udskifte en hjerteventil, øge lungekapaciteten, uden at indføre et fremmed giftstof i kroppen? Der kan nok, nogen tid endnu i al fald, ikke være tvivl om, at der er noget etisk helt afsindigt ved den udvikling. Man vil kunne manipulere genetiske egenskaber for at udvikle mere specialiserede mennesketyper. Umiddelbart uhyggeligt. Jeg nævner det bare.

Sportsgenetikken kan ganske vist inddrages - som i Leths argumentation - med det formål at bagatellisere dopingens betydning: Se, efter doping kommer noget, der er meget værre. Men sammenhængen kan også læses den anden vej rundt. Sportsgenetikken gør det mere synligt, hvad doping i sin kerne drejer sig om: at forbedre mennesket - indtil det bliver til et monster. Måske har vi en dag behov for håndboldspillere med tre arme. Og for højdespringere, som er tre eller fire meter høje. Eller man kunne med gevinst udvikle specielle sportsaktiviteter for mennesker med to hoveder - for derefter at opdrætte atleter, der passer til sporten.

Umiddelbart uhyggeligt, kommenterede sportspoeten. Kun umiddelbart? Jeg nævner det bare. I stedet for at afbryde overvejelserne her, står man ved startpunktet.
 

B. Fire synsvinkler - Dopingdiskursernes kaleidoskop
Det er altså nødvendigt nærmere at betragte dopingsagen mere tilbundsgående. Hvor ligger problemet? Meget forskellige synsvinkler er kommet frem i den offentlige debat. Dels tager de udgangspunktet i individet, dels i sportens ideer, dels i interesser og dels i mere grundlæggende samfundsmæssige modsætninger. De skal gennemtænkes hver for sig, fordi de kan føre til modsætningsfulde vurderinger og løsningsforsøg.

Når den enkelte skal kontrolleres, er spørgsmålet: Af hvem? Skal idrættens organisationer kontrollere? De samme, som dog strukturelt tenderer til at svigte eller endog profiterer af doping? Skal det være politiet, lige som i Frankrig? Og hvis doping er den offentlige retsplejes sag, drejer det sig så om stofmisbrug eller overtrædelse af lægemiddelloven (som i Danmark, altså under Sundhedsstyrelsen), eller skal doping defineres som en forbrydelse af særlig art?

Kriminaliseringsstrategien har trukket visse folkeopdragende initiativer med sig. Sundhedsstyrelsen har således været involveret i oplysningskampagnen Doping don't do it. Et problem er, at man hele tiden halter efter den kemiske og biologiske forskning. Heller ikke de folkeoplysende organer kan overskue, hvilke stoffer af sportens kæmpestore medicinalindsats der ikke er farlige. I gråzonen af ikke-forbudte substitutioner, opbygningsmidler og tvivlsomme midler dukker igen og igen stoffer op, som først senere bliver defineret som doping.

Kampagnerne forbinder det oplysende med moraliseringen. Den enkelte belæres oppefra i forhold til sportens fairnessregler. Thi den enkeltes sundhed er næppe en tilstrækkelig basis for en moralsk tilrettesættelse - er sundhed overhovedet det? I så fald ville det være mere overbevisende at forbyde motorsporten - og større dele af topsporten generelt, som bestemt er usunde. I hvert fald er etikkampagner et typisk udtryk for, at den etiske selvstyring ikke fungerer godt nok. Og at den etik, der er blevet kodificeret, befinder sig på gyngende grund.

Individualiserings- og kriminaliseringsstrategien støder desuden på et problem, som allerede i årevis har præget stofmisbrugproblemet: Skal man straffe den enkelte forbruger, altså idrætsudøveren, eller bagmanden? I Danmark har man - gennem lov vedtaget i Folketinget i 1994 - valgt kun at retsforfølge handel med og besiddelse af doping, mens politiet i Frankrig blev sat ind imod de enkelte forbrugere.
 

Dopingkontrol som menneskerettighedsproblem
I forhold til den enkelte idrætsudøver er en retssag fra Californien, som i 1991 gjorde opmærksom på dopingsagens sammenhæng med menneskerettighedsproblemet, oplysende (Jespersen 1991b). National Collegiate Athletic Association (NCAA) forlangte i 1987, at alle implicerede sportsudøvere skriftligt skulle indvillige i at afgive urinprøver i forbindelse med deres træning. To studerende, som ikke var indforstået, anlagde sammen med deres universitet retssag mod NCAA. Universitetet - Stanford University - krævede, at de studerende uanset deres manglende medvirken i dopingtesten fik lov til at deltage i mesterskaber under NCAA. Retskendelsen gav universitetet medhold i, at de var startberettigede.

Artikel 1,1 i den californske forfatning garanterer beskyttelsen af privatlivet som en af de grundlæggende rettigheder på linie med retten til livet og ejendomsretten. Indskrænkninger af denne grundret må begrundes med presserende sociale behov. De skal også forudsætte, at der ikke findes andre, mindre skadelige indgrebsmuligheder, og skal desuden reduceres til et nødvendigt minimum.

En dopinganalyse på grundlag af urinprøver i forbindelse med træning repræsenterer et indgreb i privatlivet, fastslog den californske ret. Imod dette fremførte NCAA flere argumenter for indgrebets retfærdighed - som retten afviste.

Argumentet om, at dopinganalysen beskyttede sportsudøverens sundhed og sikkerhed, fandt retten, stred mod ligheden for loven. For så måtte alle universitetsstuderende og egentlig alle mennesker undersøges, om de nu var mistænkt for at tage dopingstoffer eller ej.

Argumentet om, at dopinganalysen tjente den fair konkurrence, blev også afvist. Det lykkedes ikke NCAA entydigt at bevise, at dopingstofferne bevirkede en betydelig præstationsforbedring.

Dopinglistens form og indhold indgik også i argumentationen, nemlig ved at indgrebene ikke var reduceret til et nødvendigt minimum. Ingen kendte alle stoffer på listen, og samtidig var listen ikke udtømmende, men indeholdt vendingen og beslægtede stoffer. Den indeholdt desuden flere stoffer, som kunne købes uden recept.

Argumentet om, at sportsudøverne frivilligt dyrkede sport i rammerne af en privat organisation efter dens egne regler, kunne retten heller ikke tilslutte sig. Private overenskomster, der ophæver grundlæggende menneskerettigheder, er moral- og retsstridige. I kraft af NCAA's monopolagtige stilling, hvad universitetssportskonkurrencer angår, havde NCAA endda en særlig forpligtelse.

I den californske dopingdom indgik desuden hensyn til den medicinske etik og ekspertise. Bekendtgørelsen af positive dopingprøver forbundet med en efterfølgende udelukkelse fra konkurrence udgjorde et brud på den lægelige tavshedspligt. Og forbudet mod bestemte medikamenter på dopinglisten var et indgreb mod det fri lægevalg og lægernes fri behandlingsret.

Hvis urinprøven således krænker grundlæggende rettigheder, hvilket godt kunne uddybes yderligere med henvisning til kønstesten i sporten historie, og hvis menneskerettigheder er grundlægende for demokratiet, så gør dopingskontrolsagen opmærksom på et demokratiproblem i forbindelse med kroppen. Doping er ikke kun et individuelt problem - for snyderen - som kan løses ad autoritative og tekniske veje, men stiller spørgsmål om menneskebilledet og menneskerettighederne.

Det kan heller ikke dreje sig om at postulere noget som sportens oprindelighed, da den idrætshistorie jo har ret, der - bagatelliserende eller ej - henviser til dopinglignende hjælpemidler i den antike atletik og agonistik. Mere oplysende er det at se nærmere på de myter, som den moderne sport har frembragt.

Produktion og fremskridt
Først sportens forhold til præstation og resultatproduktion. En af sportens store myter er, at dens resultater bevæger sig fremad. Mens man ellers i samfundet - undtagen Fremskridtspartiet - overvejende har gjort op med det naive fremskridtsbegreb (socialt, politisk, kulturelt fremskridt), repræsenterer sporten fortsat vækst og udvikling som en imagineret bevægelse opad. Sporten gør fremskridtets fremadbevægelse korporligt indlysende. Fremskridtsmytologien har sporten til fælles med teknologien. Også begrebet teknologisk fremskridt virker intakt endnu - på trods af Tjernobyl og den økologiske indsigt, at ethvert teknologisk fremskridt har sine omkostninger, altså er tilbageskridt på andre planer. Der eksisterer en mytologisk sammenhæng mellem sport og teknologi, der gør det nærliggende at søge teknologisk hjælp for at fremme sportsrekorderne på deres naturlige vej frem. Rekorden i sporten går aldrig ned, kun opad. Doping er en teknologi. Da sportens grundlæggende produktionsprincip er fremskridt, bliver doping snarere end dopingbekæmpelse dens logiske konsekvens.

Regeldannelse
For en anden grundidé af sporten regnes regeldannelsen. I sporten udvikler man fælles regler og følger dem så. Man danner sig og andre til at holde sig til regler. Doping er imod reglerne og derfor forbudt. Det lyder indlysende pædagogisk, men så enkelt er det ikke. Reglerne er igennem den moderne sports historie blevet til bureaukratiske love udefra og ovenfra og har fremkaldt en stræben efter - for at øge præstationen - at udnytte dem helt til grænsen. Eller at gå over grænsen der, hvor det gavner. At eksperimentere med grænsen - herunder med doping.

Kroppens autenticitet
Så er der sportens forhold til kroppen. Mens alt er blevet uigennemskueligt i verden, er sporten et skuespil om kroppens autenticitet. Kroppen er det sidste, vi kan referere til som nogenlunde tilforladelig. Den repræsenterer det rene overfor det urene, det virkelige overfor det løgnagtige og virtuelle. Og det er sporten, der viser denne renhed og sandhed synligt frem. Jeg er og har kroppen. (Og det er ikke sådan, at samfundet gennem kroppen har mig - vel?) At denne moderne myte om kroppens renhed gennem dopingsporten bliver punkteret - tilsmudset - gør ondt. Måske er det derfor, at myndigheder i de skandinaviske landes er mest fremme i kampen mod doping, internationalt set. Ud fra en protestantisk-puritansk renlighedsforestilling er man mest oprørt over for noget så beskidt som doping.

Den specielle skarphed, som karakteriserer de offentlig-politiske forbudskrav i Norden, er baseret på en udbredt folkelig mistillid til den dopede sport. Det viste forleden en repræsentativ opinionsundersøgelse af Gallup om doping-holdninger i Europa (Idrætsliv 19/1998). Toppen af de kritiske og fordømmende tilkendegivelser om doping i sporten dannedes af danske (og engelske) svarpersoner, bunden derimod af spanske. Her kom national-kulturelle mønstre til udtryk.

På den anden side opmuntrer den protestantiske myte om den individuelle kropsligheds basale og autenticitetsbærende betydning den enkelte til at arbejde på sin egen-krop som et jeg-projekt. Jeg-kroppen skal perfektioneres gennem teknologi, kemi, medicin - og doping.

Frihed til præstation
Og så sportens forhold til frihed. Sportens præstationsprincip sammen med egen-kroppens ego-projekt afføder et bestemt billede af friheden: Individet er fri til præstation og selvproduktion. Engang hed myten: Enhver er sin egen lykkes smed. I vore dage er den blevet omformuleret til at enhver er sit eget livs kunstner, at enhver stiliserer sit eget gesamtkunstværk jeg (Beck 1998).

Doping pointerer denne moderne myte. Det er min egen sag, om jeg bliver til et monster eller til et vrag?

Kollektiv identifikation
Men så er der også sportens forhold til identiteten. Sportens stjerner og helte sætter ansigt på kollektiv identifikation. I idrættens konkurrencer træder et fælles vi frem: Hvad enten vi har vundet eller vi har tabt, er det i hvert fald os, det hele drejer sig om. Formaliseret betyder det, at sporten fungerer som et bevidst opdragelsesprojekt, med idolet for øjne. Men også informelt virker idræt som en nostrificeringspraksis, den bidrager til vi-dannelse gennem kropslig-praktisk aktivitet. Her ligger en væsentlig forskel mellem sportsstjernen og cirkusakrobaten. Akrobaten må gerne - lige som rockmusikeren og skribenten - dope sig, uden at det vækker skandale. Det er personens egen sag. I sporten derimod føler vi os snydt.

Ikke engang ud fra denne idealistiske synsvinkel er dopingproblemet noget enkelt, og der er grund til mistanke, hvor det alligevel bliver hævdet. F.eks. er der et standpunkt Politiken støtter. Præstations-fremmende kemiske stoffer hører ikke hjemme i idrætten - og kan man ikke klare sig uden, må man stoppe. Så enkelt er det. Og så fortsættes kort derefter: Derfor kan vi danskere værdsætte en stor præstation - og derfor er vi parate til at hylde de bedste af de bedste... (Politikens bilag Post Danmark Rundt, august 1998). Det lyder herligt energisk, mens man samtidig sponsorerer cykelløb med doping-mistænkte under navn af os danskere. De idealistiske ord - det ene så enkelt som det andet - kan nemt dementere hinanden.

Derfor bliver man oplyst ved at lytte ind i sig selv: Hvad sker der for mig gennem doping i idrætten? Vi kan fornemme stemmer som den følgende: I flere år havde jeg tilrettelagt min sommer efter Tour de France. Der var drama. Der var de stærke oplevelser. Der skete noget, hvor det skønne, det gode og det sande kom sammen. Der var noget, der var indiskutabelt. Men nu oplever jeg pludselig, at oplevelsen er væk. Jeg er simpelthen ikke længere interesseret. Dopingsagen kom - og alt krakelerede. Autenticiteten er bort, drama'et er væk - resten er iscenesættelse. Jeg går gerne engang imellem til cirkus sammen med mine børn, men cirkus betyder ikke noget for mit liv. Sådan har jeg det nu, når Tour de France flimrer på skærmen...

At dette ikke kun er enkeltpersoners syn, viste den nævnte europæiske Gallup-undersøgelse om holdninger til doping (Idrætsliv 19/1998). Tour de France-sagen har produceret en dyb mistillid til sporten, som går gennem hele Europa. 31% af danskerne (og 14% på europæisk niveau) angav, at de havde mistet en del af deres interesse for cykelsporten. 51% af danskerne (45% på europæisk niveau) mente endog, at et flertal eller næsten alle professionelle idrætsudøvere anvender doping.

3. Interesser og sammensværgelse imod de sportslige principper
Ser man mere samfundsmæssigt på dopingproblemet, så er det hverken kun enkelte, der snyder, eller ideer, der brydes, men magtfulde interesser, der er styrende, både pengeinteresser og magtinteresser. Der eksisterer især en sammenhæng mellem doping og sportens kommercialisering.

Hvis man som firmasponsor investerer over 30 mill. kr. om året i et cykelhold, skal man have afkast af investeringen. Og det får man ikke, hvis ens udøvere afsoner to-årige karantæner. Den professionelle cykelsport har derfor i årevis ikke blot opereret med lavere strafferammer end den øvrige idræt, man har også ofte ladet dopingsyndere afsone deres straffe i vinterperioden for at undgå, at karantænerne kommer til at skade det økonomiske fundament, som cykelsporten er bygget op omkring: Firmaer, som investerer i PR. Således beskrev DIF's formand Kai Holm (1998) situationen - til overraskelse for de mange, der kendte ham som talsmand for sportens mainstream gennem årene. Nu konkluderede han en strukturel sammenhæng mellem doping og den professionelle sports gennemkommercialisering, altså organisationsformer der er bygget op omkring rene firmahold uden basis i foreningsstrukturen.

Ser man bort fra, at bestemte organisationsinterne modsætninger og interessekampe inden for DIF/DBU/TD/IOC-komplekset gør sig gældende for DIF-formandens vurdering, så er den mere samfundsmæssige betragtningsmåde bemærkelsesværdig. Den fortjener nærmere opmærksomhed, især hvad angår konklusionen, at pengeinteresserne i sporten nu er blevet så ustyrlige og ødelæggende for sportens grundprincipper, at det er bydende nødvendigt med en meget mere håndfast regulering end det hidtidige knæfald for markedskræfterne.

Perspektivet ud fra de samfundsmæssige interesser kan imidlertid også føre i retning af noget, der ligner en sammensværgelse. Medier, udøvere, idrætsledere og publikum har rottet sig sammen i et komplot mod sandheden, sammenfattede Politiken (2. august 1998) sit syn på dopingsagen. Blandt de sammensvorne er sponsorer, sportsdirektører, cykelryttere, tilskuere, internationale idrætspolitikere samt alverdens medier og sportsforbrugere. Nogle doper sig. Andre gør alt, for at doping kan foregå i fred. Andre igen nøjes med at kigge den anden vej.

Det lyder kritisk, og det er jo også rigtigt, at sponsorerne og medierne ikke kan tjene penge uden tv-seernes sportsvalg. Men beskrivelsen skjuler uligevægten i sammensværgelsens magtforhold mellem markedskræfterne og den enkelte. Ligesom idrætshistorien, her gennem John Idorns briller (Politiken 2. august 1998), kan bruges til at forhindre enhver intellektuel skarphed ved at kausere om doping i de antikke Olympiske lege. Til sidst slutter ringen reelt hos seerne. Som har et umatteligt behov for rekorder og fabelagtige præstationer, og sponsorerne har et umætteligt behov for mange seer...

Til syvende og sidst - sådan er det beroligende budskab - er det os alle, der er skyldige. Og derfor kan man i grunden ikke gøre noget strukturelt eller politisk ved problemet. Det er den enkelte, der skal omvende sig. Og ellers skulle man nok rense hhv. reparere systemet i de såkaldte sportlige princippers navn. 

4. Samfundsmæssige modsigelser: Statslig og kommerciel doping
Doping er imidlertid ikke kun ét fænomen. Enhedssynet på doping - lige som på idrætten i almindelighed - fordunkler problemet snarere end oplyser. Doping dukker op i flere forskellige samfundsmæssige og idrætskulturelle sammenhænge. Derfor er det nødvendigt at se idrætten som et felt af samfundsmæssige modsigelser, især i spændingsfeltet mellem staten hhv. den offentlige sfære, markedet hhv. den kommercielle sfære og det civile samfund. Under denne synsvinkel falder to eller tre dopingverdner fra hinanden - og er samtidig forbundne med hinanden: statsdoping og kommerciel doping i elitesporten samt doping som ungdomskulturelt fænomen.

Topsportens doping er den, der står i mediernes søgelys især efter Tour de France-sagen. Under indtryk af Østeuropas tidligere (og Folkerepublikken Kinas vedværende) statsamatørisme blev denne form i lang tid udelukkende set som en form for statsdoping, påduttet sportsudøverne gennem statsmonopolistiske systemer. Inden for deres logik indgik sporten som laboratorium i et omfattende projekt om at forbedre mennesket gennem statslig handling. I Sovjetunionen blev dette kaldt antropomaksimologi: På grundlag af sporten som et testfelt for menneskets grænser og muligheder skulle menneskets gennemsnitlige biologisk-sociale norm (GBSN) forøges og tilpasses den videnskabelig-tekniske revolution (VTR) (Kuznecov 1979). Sportsgenetikken har indgået i projektet især siden 1972, året for de Olympiske Lege i München. Den skulle, bl.a. gennem tvillingeforskning, gøre sportspræstationens arvelighed gennemskuelig, mens en egentlig genetisk manipulation sandsynligvis kun eksisterede i Den kolde Krigs fantasier om Østens vidunderbørn (Hobermann 1992, s.194-97).

Efter at statsmonopolismen i Østeuropa var blevet afviklet i årene omkring 1989, blev det imidlertid synligt, at statsdoping kun var en speciel udgave af et langt dybere forankret fænomen. De østtyske dopingeksperter fandt hurtigt et nyt arbejdsfelt i Vesttyskland, hvor der viste sig at eksistere et ligeså hemmeligholdt dopingmiljø (Berendonk 1992). Og Carl Lewis udtalte på grundlag af sin egen erfaring, at doping i USA er langt værre end dengang i DDR. Her virkede drivkrafter af en anden art end statens og ideologiens: Firmainteresser retter sig mod en sport, der giver gevinst. Der dannes et system bestående af sponsorering, foreninger der omdanner sig til børsnoterede forretninger, og firmahold der erstatter den medlemsbaserede forening. Sportens verden globaliserer, aflokaliserer og afnationaliserer sig efter markedets præmisser. Her har den kommercielle doping sit sted.

Der eksisterer forskellige forbindelsesled mellem statslig og kommerciel doping. En direkte forbindelse er IOC og andre organisationer, der kontrollerer doping. Den olympiske sport kan med afsløringsjournalisten Andrew Jennings (1992, 1996) karakteriseres som en kæmpemaskine, der kanaliserer offentlige penge ud i private punge. I dette skæringsfelt mellem stat og markedet er doping, der holder gang i den ellers stagnerende rekordudvikling, et vigtigt og profitfremmende element.

Sportens totalisering omfatter en ekspertdannelse omkring rekruttering og udvikling af talenter, forskning og teknologiudvikling, finansiering, organisation og management, testning og materialudvikling, træning og psykologisk oprustning. Atleterne ved de Olympiske Lege er forlængst blevet et mindretal blandt de aktive deltagere, der består af systemets ekspertstab. Oprustningskapløbet mellem staterne i Øst og Vest har så åbenbart fremmet totaliseringsprocessen, men den fortsætter nu med andre, mestendels markedsrelaterede drivkrafter. Medicinal forsyning med dens karakteristiske gråzone af tvivlsomme midler og substitutioner mellem hjælp og doping er et væsentlig element i totaliseringsprocessen. Og for den enkelte atlets vedkommende betyder systemdannelsen et skridt mod at blive et kunstprodukt, et protesemenneske - med kroppen som en abstrakt størrelse.

Doping henviser dermed til tendenser af samfundsmæssig fremmedgørelse. Atleten under totaliseringens kår er ikke herre over sin egen krop. Samtidig forstærker forskydningen fra statsdoping til kommerciel doping den proces, at magten bliver stedsløs - som Michel Foucault har karakteriseret det. Dette forstærker menneskenes behov for at se rigtige ansigter - eller i det mindste virtuelle ansigter. Elitesporten appellerer til dette behov ved at præsentere ansigter til erstatningsidentifikation - som en slags ny adel, der skal redde os ud af anonymiteten og fremmedgørelsen (Gotfredsen 1998). Sportsfolk udgør i den kulørte presse en hovedgruppe side om side med den gamle adel og med stjernerne fra underholdningsbranchen. Også sportens nye adel forpligter, dog snarere til målbare præstationer - et incitament til doping - end til renhed. 

Civilsamfundsmæsig doping i ungdomskulturen
Sideløbende med elitesportens totalisering er doping imidlertid dukket op som et ungdomspsykologisk problem. I militærets og i fængslernes verden doper man sig som led i en mandekulturel kropsdyrkelse, som tidligere har fundet sit udtryk i tatoveringen. I forhold til denne doping er heller ikke højskolen fredet. På trods af dette nærvær af den ungdomskulturelle og civilsamfundsmæssige doping ved vi faktisk meget lidt om den. Den virker ikke specifik idrætslig, men er derfor ikke mindre betydningsfuld.

Omkring 1990 viste undersøgelser blandt 16 til 18årige i USA, at 7% af de mandlige amerikanske gymnasieelever brugte eller havde brugt anabole steroider, i Sydstaterne endog 11%. Det skete ikke først og fremmest i sportsøjemed, men af kosmetiske grunde (Der Spiegel 30.4.1990, Jespersen 1991a). En vej fra sport til superkrop er gået over tegneserier og actionfilm. Det skete omkring 1970, at Superman's krop virkelig begyndte at se super ud. Batman, som fra begyndelsen i 1939 havde haft en forholdsvis normal fysik, fik på samme tidspunkt den ekstreme muskelmasse, som sidenhen har karakteriseret ham. Arnold Schwarzenegger og Sylvester Stallone satte ansigt og krop til superheroiske roller som Rocky, Rambo, Running Man, Terminator og Predator. 90% af ungerne i USA vokser op i direkte kontakt med tegneseriehæfterne og actionfilmene. Dermed er ungdomsdoping placeret et eller andet sted mellem det civile samfund og markedet, som med sportens og bodybuildingens steroider i 1960'erne havde udløst processen. Men staten er ikke helt ud af billedet: Præsident Bush udnævnte Arnold Schwarzenegger til direktør for President's Council of Physical Fitness. 

C. I skal styre, regulere, kontrollere - En skandinavisk model?
De fire skitserede synsvinkler på dopingproblemet - ud fra individet, ud fra sportens idealistiske myter, ud fra de økonomiske interesser og ud fra samfundets indre modsigelser - gør det muligt at se på de aktuelle løsningsforslag med friske øjne. Herhjemme har råbet på kontrol for tiden den største gennemslagskraft både i medierne og i den politiske verden. Man forestiller sig først og fremmest omfattende kontrolforanstaltninger med en arbejdsdeling mellem idrættens organisationer og staten.

Svaret er ganske enkelt: I skal styre, regulere og være på forkant med udviklingen ved at udarbejde en politik, som tager afsæt i og holder fast i idrættens idégrundlag! - som Kai Holm (1998) udtrykte det. Som forbillede henvises direkte til statskontrollen på andre områder, især til skatteministerens kontrolopgaver. Danmark i front mod doping, skrev Politiken (2.august 1998) på forsiden.

Tal og fakta om denne kontrolverden fremlagde Team Danmark (Mikkelsen 1998). I 1997 blev der foretaget 1039 prøver, delvis uanmeldt under træning. 1% var positive, og 12 førte til dopingsager. Det viser - som man stolt betoner - bredden i kontrolarbejdet. (Bemærk dette breddebegreb i forhold til den såkaldte breddeidræt.) Man har indrettet et dopingsekretariat, kører intensive kampagner med foldere, internet-informationer og kurser og investerer i forskning. Dopingrelevant forskning støttedes af idrætten med 2,7 mill. kr. i 1997, godt 16 mill. blev bevilget fra EU og IOC. Internationalt samarbejde foregår i regi af EU, Europarådet og nordisk samarbejde, især under styregruppen Monitoring Group, med 34 lande tilsluttet. Den første internationale aftale var Nordisk Antidoping Konvention fra 1990. Målet er ensartede regler, som skal stå i rimeligt forhold til den gængse retsopfattelse udenfor idrætssamfundet - som i konsekvensen nok også må internationalt streamlines.

Hele kæden af handlinger i dopingkontrolarbejdet skal kvalitetsikres efter fælles standard. Der opstår et bureaukratisk apparat, med en mere kompliceret sagsbehandling med advokater indblandet som følge. Kampen mod doping er en af idrættens fornemmeste opgaver (Mikkelsen 1998).

Svaret er altså slet ikke så enkelt, som sportsorganisationernes propaganda vil gøre det til. Kontrol-og-straf-ideologien strider bl.a. mod den analyse, som DIF-formanden fremlagde om idrættens kommercialisering som dopingproblemets egentlige grundlag. Kontrolpolitikken er teoretisk uigennemtænkt, bevidstløst teknologisk med effektivitetsretoriske armsving (kvalitetssikring) og til syvende og sidst grådig: Mere kontrol, altså skal vi have flere penge.

Kontrolmodellen er også problematisk, fordi dopingkontrollen alt for nemt kan fungere som dopinglegitimering. Den definerer nemlig ikke kun, hvilken doping der ikke er tilladt og hvor grænsen går, men giver dermed også tilladelse til doping inden for de definerede grænser. Rent bortset fra, hvad man har oplevet i DDR-sporten: at den naturvidenskabelig-tekniske kontrolviden samtidig kan fungere som drivkraft til at udvikle yderligere dopingviden.

På det politiske plan er det svært at gennemskue, i hvilken grad interne interessekonflikter inden for den organiserede idræt bestemmer den offentlige kontrol-og-straf-retorik. Åbenbart er der spændinger mellem DIF og nogle specialforbund (DBU), som har affødt DIF-formandens anti-kommercielle fortolkninger - uden at disse har betydning for DIF's praktiske dopingpolitik. Samtidig er der rivaliseringer mellem DIF og Team Danmark, og på TD's repræsentantskabsmøde i juni 1998 kom det til bemærkelsesværdige sammenstød med DIF-formanden; her kan dopingsagen betragtes som et led i en sammenlægningsstrategi af de to ideologisk beslægtede, men strukturelt uforenelige organisationer. Mellem DIF og det højest dopingbelastede IOC kører et andet spil, hvor DIF svinger mellem kritiske og ukritiske ord afhængig af en uklar dagsorden. Og ikke mindst tjener dopingkontroldiskursen som et strategisk middel imod konkurrenten DGI, som i den folkelige idræts navn har vægret sig imod en deltagelse i kontrolræset - og derfor kan anklages på grundlag af Europarådets beslutning om, at alle idrætsorganisationer skal være kontrolaktive (Sejer Andersen 1998).
 

Kontrol og straf, frit valg - og folket som joker

Ser man bort fra de politisk-strategiske sandkasselege, så stiller der sig et overordnet politisk spørgsmål: Er det virkelig statens opgave at kontrollere narkomaner eller endog mennesker med spiseforstyrrelser (anorektikere, bulimikere etc.), alkoholmisbrugere, tobakforbrugere etc. - og straffe dem? Hvis dopingsagen bliver til en uigennemtænkt kontrolsag, så overføres velfærdssystemets mest formynderiske sider til idrætten. Den magtorienterede og statsanaloge kontroltænkning fører logisk til en international politistatsmodel med flächendeckende Observation. I effektivitetens navn og ved ideologisk at påberåbe sig sportens idégrundlag peges der mod en overvågningsstat, som benytter sig af idrættens organisationer som kontrolorganer.

Kontrol-og-straf-ideologien strider både mod en opfattelse af demokrati, som baserer på respekten for mennesket. Og mod den danske tradition af kulturelle og civilsamfundsmæssige værdier, kaldet det folkelige.

På den anden side er doping som et frit valg ikke det eneste alternativ mod overvågningsideen. Frit-valg-ideologien, som bl.a. idrætsforskeren Verner Møller (1998) har spillet ud med, har ganske vist sin logik. Den antager en sportens egenværdi, som beror på, at man på grundlag af pricippet hurtigere, højere, stærkere gennem individuel præstation stræber efter at sikre sig udødelighed. Sportens empirisk registrerbare fascination bliver helliggjort til et værdisæt bestående af ambition, ærgerrighed og vilje til sejr. Frit-valg-forestillingen ekspliciterer dermed - især i kraft af dens særlige frihedsbegreb - de dominerende forhold på markedet.

Det betyder ikke, at markedet fungerer som en ensartet og selvstændig størrelse. Markedet er afhængig af folket som forbrugerskare - og derfor vækker de sportsinteresserede medieforbrugeres frafald og den nyeste Gallup-undersøgelse om dopingsagens følger bekymring hos sponsorerene (Idrætsliv 19/1998).

Vi vil ikke have med sportsfolk at gøre, der doper sig. Og vi er absolut imod doping under lægekontrol. Hvor skulle grænsen sættes? Hvis man tillod lægekontrolleret brug af EPO, så ville det blive OL og VM for læger, ikke for idrætsfolk, kommenterede Mats Olsson, Nordens informationschef for Nike, der sponsorerer trøjerne i Tour de France.

Den afvisende holdning i koncernetagerne er ikke så meget sportsligt end kommercielt motiveret. Afgørende er ikke først og fremmest sportsudøverens dopingmoral end medieforbrugerens mediesvigt. Hvis tallene er rigtige, og der er andre undersøgelser, som bekræfter, at folk ikke længere er interesserede, så må vi overveje, om vores sponsorstrategi er rigtig, konkluderede Ben Deutsch, PR-manager for Coca-Colas sportsengagement på verdensplan. Og John Carlsen, salgs- og marketingdirektør hos Acceptcard, som har skabt et professionelt cykelhold med Brian Holm i spidsen, udtalte sig: Vi er med, fordi vi mener, det er et markedsføringsredskab. Og hvis eksponeringen falder i takt med, at færre og færre ser det, så vil jeg forholde mig til det på sammen måde, som når vi vurderer prisen på en annonce i et dagblad, ugeblad eller på tv. Netop ud fra kommercielle overvejelser ser man folket som den afgørende joker.

Imidlertid kan man næppe uden videre tage de stærke bekymringers ord for gode varer. Investorernes praksis kan være en helt anden, nemlig at de hjælper cykelsporten gennem krisen. Gennem mange år var det snarere doping-tilsløringen, som man betragtede som sådan en hjælp. Coca-Cola og andre sponsorer understreger også, at de fortsat støtter den dopingramte sport. IOC-præsidenten Juan Antonio Samaranch er derfor ikke alvorlig bekymret for at miste indtægter. Jeg tror ikke, at IOC vil få nogen problemer med sponsorer og tv-selskaber. Vi skal ikke fordømme alle sportsudøvere på grund af de meget få, var IOC-præsidentens kommentar (Idrætsliv 19/1998).

På den ene side dyrkes frihed til individuel udfoldelse - herunder doping. På den anden tilbydes den brede fitnesssport. Og så udfolder sig fællesskab i fest og forening.

Frihed, sundhed, fællesskab - det minder ikke tilfældigt om det moderne demokratiprojekts treklang Frihed, lighed, broderskab. Det har altid været truet af, at det tredje, det civile samfund, blev glemt, mens man prøvede at søge balance og alliance mellem (markedets) friheds- og (statens) ligheds- og sikkerhedsbestræbelser.

Dopingproblematiken konkretiserer altså det fundamentale spørgsmål om kroppen i demokratiet. Over for forsøgene på at omskabe mennesket til et mere nyttigt - og monstrøst - væsen drejer det sig først og fremmest om at modvirke markedskræfterne. Fri doping i den fri selvbestemmelses navn er liberalismens bud. Det er tesen - og den står på toppen af den kropspolitiske dagsorden. Sportiv moralisering, kontrol og straf er en antitese - men ikke den eneste. For demokratiets overleven er det afgørende, ikke at strække hånden frem til overvågningsstaten. Demokratiets kraft ligger i det civile samfund - netop i dette spørgsmål, der berører det enkelte menneskets krop og dens relation til andre.

Trolden, golem'en og jokeren
At treklangen Frihed, lighed, broderskab lige som den mere idrætsrelaterede udgave Frihed, sundhed, fællesskab lyder så harmonisk og næsten rundt om positiv, kræver måske et korrektiv. Erstatter man de abstrakte formler gennem mere levende folkelige billeder, så bliver de indre trialektiske modsætninger mere tydelige.

Markedet, som gennem doping producerer sports- og kosmetikmonstrene, satser på menneskets individuelle grådighed. Markedet appellerer til menneskets gridske, nydelsessyge og frådsende drømme - også på bekostning af andre mennesker. Markedet er trolden. Trolden står for den hæslighed, som også findes i tilværelsen, lige meget om vi ønsker det eller ej, det grimme midt i skønheden. Umiddelbart uhyggeligt, som Jørgen Leth sagde - trolden er det uhyggelige. Mennesket kan ikke slette trolden - gevinststræben m.fl. - fra det sociale liv, uden at det giver alvorligt bagslag. Trolden er i os, fordi vi selv er aktører på markedet. Psykoanalytisk talt: Markedet - monstret, trolden, jætten - er vor skygge.

Vi kan heller ikke forestille os at leve uden staten. Men magt korrumperer, og hvor megen magt vil vi give det offentlige for at kontrollere os? Staten er golem. Golem er, ifølge det gamle jødiske sagn, et væsen, der er skabt af ler for at tjene mennesket. Men golem, menneskets værk og menneskets tjener, har en tendens til at selvstændiggøre sig på en ubehagelig måde. Golem, staten, kan løbe løbsk. Det kommer bl.a. til udtryk i overvågningsstaten, i visionerne om den totale dopingkontrol.

Det er altså næppe golem, vi kan sætte vor lid til i opgøret med trolden, med dopingmonstret. Men der er det civile samfund, folket. Folket er jokeren. Frit efter Asger Jorn: Hvor to hovedaktører spiller spillet - her markedet vs. staten - er der altid en tredje, som giver spillet en ny drejning. Der sker noget uventet, og folket afgør spillet - jokeren, narren, tricksteren. Demokratiet kan forstås som en officiel bekræftelse på, at folket er den afgørende joker.
 
D. Hverken monsterudvikling eller total kontrol - Elementer af en demokratisk dopingpolitik
De teoretiske overvejelser over dopingproblemets samfundsmæssige placering og kritikken af kontrolmanien er ikke ren filosofi - de har en politisk-praktisk betydning. På grundlag af deres nuanceringer er det muligt at præcisere, hvilke elementer der kan udgøre en demokratisk dopingpolitik. Altså ud fra jokerens snarere end ud fra troldens eller golem'ens præmisser. 

1. At sige nej
Alt begynder ved at sige nej til doping - og at sige det til hinanden. Dopingproblemets moralisering er altså ikke forkert i sig selv. Men man skal være opmærksom på, at en etik-debat rettet imod den enkelte bevæger sig i samme spor som Coubertins moralisering af sporten, som førte bl.a. til amatørprincippet (på trods af at han slet ikke var amatørprincippets tilhænger) og andre uholdbare positioner. Med moraliseringen risikerer man bedrevidende at tale ned til mennesker. Individuel moral har politiske implikationer og forudsætninger. 

2. At sanktionere
Institutionelle trusler på grundlag af en videnskabelig-teknisk kontrol er heller ikke forkerte - der hvor de har deres veldefinerede sted i sportens system. F.eks. i DIF's elitesport, som en betingelse for de eksisterende offentlige bevillinger. Staten og det offentlige bør så langt som muligt holde sig på afstand af denne kontrolverden, men skal holde øje med kontrollørerne. Sportens organisationer gør heller ikke sig selv nogen tjeneste ved at blive til kryptostatslige kontrolmaskiner; som sådanne er de selv blevet til medspillere i dopingspillet. Sportsorganisationerne genvinder ikke deres troværdighed ad denne vej.

3. At adskille
Der er behov for en strikte adskillelse mellem de forskellige idrætsformer. De er ramt af dopingproblemet på grundforskellige måder. Den i forvejen eksisterende forskel mellem idrætskulturerne i Danmark har en vigtig mening, også i forhold til kontrolmulighederne. Lige som cirkus og idræt er forskellige, stiller dopingsituationen sig forskellig i idrættens kommercielle, offentlige og foreningsmæssige sammenhænge, i elitesporten, sundhedsidrætten og den folkelige idræt. Og efter dopingsituationen går det endnu mindre an end før at sætte hurtigere, højere, stærkere som overskrift over en enhedssport. Kommerciel sport burde organiseres helt uafhængigt af den breddeidræt, der bør have tipsmidler. Ja, faktisk ville det være mere ærligt, om man organiserede sig som en erhvervs-organisation med klare regler og bortvisning og livsvarig karantæne for højtlønnede ansatte, der stiller i dopet tilstand til cykelløb m.v. - mente f.eks. Birthe Rønn Hornbech, Venstres retspolitiske ordfører (Idrætsliv 16/1998 s.14).

4. At aftale
Inden for den professionelle elitesport kan dopingproblemet mere tilbundsgående kun beherskes gennem en aftalesystem i rammerne af en fagforeningsmæssig selvorganisering. Dette vil svare til en civilsamfundsmæssig løsning. Hvad den offentlige politik angår, hører det med under arbejdsmiljølovgivningen.

5. At støtte
Hvad kulturpolitikkens offentlige bevillinger angår, bør en overbevisende praksis over for doping have konsekvenser for støtten til idrætsorganisationerne. Ikke flere penge til flere kontroller, men offentlig støtte under forudsætning af en aktiv dopingpolitik. 

6. At tage stilling
Bliver kulturpolitikken forstået mere indholdsmæssigt, må den tage stilling til spørgsmålet: Hvilken idræt vil vi? Der er en anden idræt uden for underholdningsindustrien. Idræt kan være for de få eller for de mange. Men samtidig er der forskel mellem bredden i kontrolarbejdet og den bredde folkelig idræt. Og den folkelige idræt er udfordret, hvad civilsamfundets ungdomskulturelle dopingproblem angår. Her er det heller ikke nok at henvise til det faktum, at den kosmetiske doping florerer uden for foreningsverden i miljøerne omkring de kommercielle helseinstitutter. Fra denne sfære bør kontrolpolitikken holde fingerne væk, men ikke kulturpolitikken: Hvilken idræt vil vi for dansk kultur?

7. At oplyse
Den civilsamfundsmæssige og kulturelle indfaldsvinkel fører til syvende og sidst til holdningsspørgsmål. Idræt er kultur, men det er ikke lige meget hvilken kultur. Dopingkulturen skal konfronteres med folkelig oplysning. Til forskel for ensidig moraliseren er folkelig oplysning ikke en belæring ovenfra om det rigtige liv, men en dialogisk bearbejdelse af de modsætningsfulde erfaringer og holdninger menneskene imellem. Folk har grunde til at leve sådan, som de gør, også - desværre - hvor de lever forkert. Folkelig oplysning indeholder også en positiv nysgerrighed over for, hvorfor unge mennesker gør noget så forfærdeligt som at dope sig selv. Hvor moraliseringen begynder med at markere holdninger overfor hinanden, der begynder folkelig oplysning med åbne spørgsmål til hinanden: Hvad vil du med livet? Hvor moraliseringen begynder ved at markere holdninger, der begynder folkelig oplysning med åbne spørgsmål over for hinanden.

Det er her at pressen har en rolle at spille. Fra den etablerede sportsjournalistik som en resultat- og mytefortælling omkring konkurrencens events og fra den kulørte presse kan man næppe forvente oplysende bidrag. Dér er alt moralsk enkelt, og ellers skal det gavne økonomien og dermed os alle. Men for - med Jørgen Leths ord - kulturradikale og højskolegrundede meninger med deres totalitære synspunkter af værste slags er der opgaver af ny art.

Det karakteriserer folkelighedsbegrebet over for overvågningsstaten og totaliseringsagenturerne.

Respekten for mennesket åbner for noget større: respekt for livet. Doping er noget, man anvender over for dyr, f.eks. overfor rideheste (Lund 1991, s.86-87). Vi er ikke dyr - hvorfor behandler vi andre og os selv som dyr? Men også overfor dyr er doping problematisk: Hvad gør vi ved os selv, når vi doper heste til ridning - eller kalve til mad?

Doping stiller spørgsmål om fælles sag og solidaritet. Det gælder forening, højskole, stævne, nation og folk. Markedskræfterne har ikke kun et tilbud, de kræver også menneskeofre - og i det hele taget et andet menneske, et forbedret menneske. Hvis dette ikke er vores fælles sag, så er modstanden mod denne logik det.

Doping udfordrer demokratiets forhold til menneskets kropslighed. Demokrati er baseret på myndighed og selvtillid. Når vi tænker demokratiet, siger vi til hinanden: Du kan det her - og du kan det selv. Det er så betydningsfuld, fordi det indeholder et paradoks.

Demokratiet forudsætter nemlig, at mennesket er frit og lige. Empirisk ved vi, at dette ikke passer. Menneskene er bundet til sociale interesser, livsformer og adfærdsmønstre, de er ufrie og begrænset gennem bl.a. køn, klasse, kultur og historie. Menneskene er desværre ikke frie i deres handling. De er heller ikke lige, men - empirisk set - dybt forskellige. Nogle er mere kompetente, andre mindre. Nogle er engagerede, andre er ligeglade. Nogle er med alderen blevet rig af erfaring, de andre, unge, står helt i begyndelsen. I relation til demokratiet spiller dette imidlertid ingen rolle. I relation til demokratiet er mennesket et frit væsen, forsynet med frihed i valgsituationen, frihed ved sin beslutning og frihed ved udfoldelsen af sit liv. I relation til demokratiet er menneskene også lige, forsynet med lige rettigheder og lige stemmeret, uden graduering og udelukkelse. Ellers er der intet demokrati. Det frit og lige handlende menneske er grundlag for demokratiet - på trods af, at vi empirisk ved bedre.

Demokratiets paradoks ser ud som en indre modsigelse. Men det har en dybere sandhed. Det kendetegner folkestyrets mystik (Larsen 1991).

Mystikken er kendt fra den religøse erfaringsverden som det at være direkte til Gud, til Ånden, til Naturen, til gudinderne, eller hvordan man ellers kalder det, der er større end det enkelte menneske. Ansigt til ansigt med det guddommelige står i mystikken ikke det ufri, ulige, utilstrækkelige, uansvarlige væsen, som mennesket empirisk set nu engang er, men mennesket som en helhed, der siger du til Gud og som Gud siger du til. Mennesket har her ikke behov for formidlere, præster, skriftlærde eller andre, der repræsenterer hierarkiet, uligheden og umyndiggørelsen. Folkestyrets paradoks følger det samme mønster - som en slags ateistisk mysterium. Ansigt til ansigt med demokratiet er mennesket helt. I denne situation har mennesket ikke behov for hierarkiske formidlere eller fortolkere af folkets vilje. Mennesket er selv demokratiets folk og dermed direkte til Gud.

Modbilledet mod denne demokratiske - paradoksale, mystiske - antropologi ligger i den realistiske holdning, der erklærer menneskets empiriske utilstrækkelighed til norm. Det fører til kontrol, lægger ansvaret et andet sted (ovenpå, udefor), giver magten og autoriteten til andre. De dumme skal belæres, de modstræbende disciplineres og straffes. Og da i grunden alle er dumme, skal alle under kontrol.

Vi har grænser - og du kan selv
I forhold til denne udfordring af demokrati som livsform har kroppen en central stilling. Vi har grænser, vi er svage, vi kan ikke nå det hele - det ved vi empirisk. Men der er også det paradoksale, at menneskets liv er baseret på menneskets kropslige eksistens. Kroppen er vor tilgang til verden og til hinanden, til samfundet. Det er din egen erfaring, der tæller - vi kan hverken udøve demokrati eller elske stedfortrædende. Højskolen er demokratiets skole ved - ikke mindst kropsligt - at opmuntre til denne selvagtelse. Du kan det - er grundlag for et demokratisk forhold, du kan det uden kemisk manipulation. Men i denne forstand er også kontrol-og-straf-systemet omkring doping et problem. Overvågningssystemet er i samspil med doping selv. Det ene som det andet er en fremmedgørelse af kroppens demokratiske muligheder.

Kroppen er altså truet fra to sider. På den ene side er der kemisk-medicinsk-bioteknisk manipulation (som står markedet nær), monsterproduktion som led i globaliseringens kropspolitik. På den anden side truer en stræben efter altomfattende kontrol. Umyndiggørelse ovenfra - golem. Ovenikøbet er det den samme type videnskab og teknologi, som producerer doping og dopingkontrol.

Men der er en tredje vej. Du er krop - Du kan selv - Det er dig, der er basis for demokratiets kultur.

Frantz Fanon (1961), læge i den algirske frihedskamp, har på grundlag af psykiatriske case-studier karakteriseret kolonialismens traumatiserende virkning på de koloniserede. Kolonial fremmedgørelse, konkluderede han, bevirkede hos de undertrykte yderst alvorlige psyko-affektive skader. Mennesker uden strand, uden grænser, uden farve, hjemløse, rodløse, engle. Denne beskrivelse passer også på doping. Doping er lige som kolonial undertrykkelse et modbillede mod demokratiets kropslighed. Vi er ikke engle, vi har grænser, vi har farve - og vi kan sige du til hinanden.

Litteratur

- Beck, Ulrich 1998: Gesamtkunstwerk: Ich. I: Richard van Dülmen (Hrsg.): Erfindung des Menschen. Schöpfungsträume und Körperbilder 1500-2000. Wien: Böhlau, s.637-654.

- Berendonk, Brigitte 1992: Doping. Von der Forschung zum Betrug. Reinbek: Rowohlt.

- Fanon, Frantz 1961: Les damnés de la terre. Paris: Maspero. På dansk: Fordømte her på jorden. Rhodos 1966.

- Gotfredsen, Sørine 1998: Den nye adel. Danmarks berømte idrætsfolk udgør en særlig klasse i samfundet. I: Aktuelt, 29. juli, s.16.

- Heinilä, Kalevi 1982: The totalization process in international sport. I: Sportwissenschaft, 12, s.235-254.

- Hoberman, John 1992: Mortal Engines. The Science of Performance and the Dehumanization of Sport. New York: Macmillan

- Holm, Kai 1998: Eliteidrætten står ved en skillevej. I: Politiken, 28.august, s.1/17.

- Idrætsliv, nr.19/1998: Så mange ser doping som et alvorligt problem for sporten. Stor europæisk Gallup-undersøgelse.

- Jennings, Andrew/Vyv Simson 1992: The Lords of the Rings. Power, Money and Drugs in the Modern Olympics. London: Simon & Schuster. På dansk: Ringenes herrer. Magt, penge og stoffer i De olympiske Lege. København: Vinten 1992.

- Jennings, Andrew 1996: The New Lords of the Rings. London: Simon & Schuster. På dansk: Ringenes herrer 1996. København: Vinten 1996.

- Jespersen, Ejgil 1991a: Sport skaber problemungdom. Brugen af anabolske steroider er blevet et ungdomsproblem i USA via sport, tegneserier og actionsfilm. I: Idrætspolitisk nyhedsbrev, Gerlev, maj, s.7.

- Jespersen, Ejgil 1991b: Sportens dopingkontrol trues af retten til privatliv. I: Idrætspolitisk nyhedsbrev, Gerlev september, s.1-2.

- Jorn, Asger 1964: Ting og polis. København: Borgens.

- Kurbjuweit, Dirk 1997: Ohne Krampf. Die Tour als multikulturelle Utopie. I: Die Zeit, 1.august, s.1.

- Kuznecov, V.V. 1979: Der Sport - Hauptfaktor für wissenschaftliche Erkenntnis über Reservemöglichkeiten des Menschen. I: Theorie und Praxis der Körperkultur, Berlin (DDR), 28, s.868-872. Først Moskva 1973. På dansk i: Centring 3 (1982) 163-170.

- Larsen, Ejvind 1991: Folkestyrets mystik. Den danske folkehøjskole, andelsbevægelsens tredje vej og Guds datter Sofia. I: Else-Marie Boyhus (red.): Midt i højskolen. København: Gyldendal, s.229-266.

- Leth, Jørgen 1998: Den tabte uskyld. I: Dagbladet Information, 5.september, s.9.

- Lund, Dinny 1991: Ridesporten gennem 75 år. København: Komma & Clausen.

- Mikkelsen, Finn 1998: Danmark med fremme i dopingbekæmpelsen. I: TD-aktuel, Nyhedsbrev fra Team Danmark, 7:6, august.

- Møller, Verner 1998: Doping - et frit valg. I: Berlingske Tidende, 25. oktober.

- Ravn, Jørgen/Lene Hansen 1994: Sport og teknologi. København: TeknologiNævnet.

- Saltin, Bengt 1994: Reflections on the sport sciences. Takketale i anledning af æresdoktorgraden fra Athens Universitet.

- (Saltin, Bengt) 1998: Autoriseret doping og demokratisk misbrug. I: Jørn Møller/Jens Sejer Andersen (red.): Samfundets vagthund - eller tam entertainer? Inspiration til fremtidens sportsjournalistik. Vejle: DGI, s.42-43.

- Sejer Andersen, Jens 1998: Jagten på skyggen. I: Ungdom og Idræt, nr. 11, 12 og 22.

- Tak især til Jørn Møller for mange diskussioner og supplerende henvisninger.