I den efterfølgende periode, mens blytunge bens betonstive muskler gradvist befris for ophobet mælkesyre, blødende brystvorter og væskefyldte vabler plejes og får det bedre, har en anden del af egoet tilsyneladende ingen problemer med at finde fodfæste.

Mens kroppen frembyder et miserabelt skue a la Quasimodo, opbygges det skønneste slot i det mentale lønkammer: Masser af træning og et stærkt idealiseret maratonløb, hvor man uden besvær løber lige op med de bedste og sætter personlig rekord - i sit andet maratonløb! - med sådan rundt regnet halvanden time. Vigtigere end alle julekort bliver den tilmeldingsblanket, man sender ved juletid med løfte til sig selvom en oplevelse hinsides al forstand!

Det indre maratonløb!
Et maratonløb er først og fremmest en oplevelse. Maratonarragørerne er sig dette aspektyderst bevidst. De lever så at sige af at sælge maratonløb som oplevelse, men de er samtidig dybt bevidste om behovet for service og tryghed i de timer i ens liv, hvor man søger sin sjæls dybeste fundament.
Maratonløbere kan berette om, hvorledes de efter den første, hektiske, frustrerede spænding er udløst, falder ind i en rytme, hvor det umiddelbare trækker sig tilbage: Andre løberes nærvær, bygninger og landskaber, der passeres, trafik, tilskuere. . .
...og ikke mindst tiden! Tab af tidsfornemmelse er den tilstand mange kommer i, der gør det muligt at løbe i 3-4-5 timer. Hvordan skulle det ellers kunne lade sig gøre?
Idrætsfysiologer mener at kunne forklare denne tilstand som RunnerIs High - tilstanden, hvor kroppen hormonelt undergår en række forandringer, mens kampberedskabet og smertetærsklen stiger til uanede højder.
Maratonhistorien er fuld af beretninger om løbere, der gennemfører trods utallige smertende vabler eller gnavesår, der trodser enhver beskrivelse.

Mange fornemmer en mystisk stærk og lidt skræmmende kobling mellem krop og et tilsyneladende nulstillet ego - eller er det i virkeligheden modsat. En tilstand der kan være svær at sætte ord på. Man ER sit løb - et løbende ansigt.
Maratonløbere kan berette om en dyb tilfredsstillende oplevelse, hvor hverdagens problemer perspektiveres og tilsyneladende finder den (betydningsløse) plads, de fortjener. En løfterig oplevelse, hvor jeglet fremstår afklaret og styrket - alt mens den fysiske nedbrydelse er på sit højeste. Et paradoks, der rar maratonløberen til at søge denne oplevelse igen og igen, mens en uforstående omverden, familie og venner ryster på hovedet.

Men er der da ingen tømmermænd? Ingen second thoughts? Kroppen har tabt 4- 7 liter væske gennem sved, hvilket foruden væsketabet også giver tab af salte i stort omfang - og for mange en bragende hovedpine. Maven er så tømt og inaktiv den sidste time, at den nægter at tage noget til sig. Drikker man koldt eller for meget kommer det hele op igen! Mange fryser og hakker tænder til sidst, selvom solen skinner og det er 25 grader varmt. Benene er i krampe, huden gråblå, læberne og øjenregionen sorte og alt mens de frembyder et eller flere af disse symptomer, står maratonløbere med store smil og beretter om deres løb.
-Nej, der er ingen tømmermænd!

Alle, der har stået og taget imod løbere i målområdet, kan berette om den fantastiske glæde og tilfredsstillelse, alle føler, når de krydser stregen. . .
Pludselig er fortryllelsen brudt. Efter de ufattelige trængsler på de sidste kilometer, hvor afstanden mellem lygtepælene føles som kilometre, hvor der ingen end er på det hele, stiger håbet på slutstrækningen. Enkelte finder endda overskud til en slutspurt, glæden, tilfredsstillelsen, befrielsen, anerkendelsen fra andre, tillykke, du har vundet - og så: -Det gør jeg aldrig igen- og så: -Men på den anden side...
Alt dette foregår på få minutter, men for maratonhelten er tiden endnu ligeså uvirkelig som de cifre uret viser over målbanneret.

Med hjem fra maratonløbets, mystiske, mentale verden, bringer løberen en dyb, dyb mental tilfredsstillelse og 2 postkort: For det indre øje vil stå ganske få, flimrende erindringsbilleder, tilsyneladende helt tilfældigt prentede nethindebilleder: Løbende rygge foran, en krydsende bil, lyset i en sø, en gitterbro eller en slotsplads. Øjeblikket, hvor medaljen hænges om halsen for sejren er uforglemmeligt: To postkort og en guldmedalje...

Da jeg deltog i London Marathon i 1986, var de sidste par minutter inden start med 22.000 løbere med tilbageholdt åndedræt, store kraner (zip-ups) med kameraer, luftballoner med kommentatorer i gondolen og 3 helikoptere hængende lige over den kropsvarmesitrende luft en kølig aprilmorgen en uforglemmelig oplevelse af intens spænding. Stærkere kan det næsten ikke blive.

Når masserne sættes i bevægelse af råb, fløjt, skud eller sågar drønet fra en kanon, er det lemmingernes vandring mod tilintetgørelsen - og ingen forsøger at redde dem, tværtimod.
Hvert individ har truffet dette valg vel vidende, at uanset hvor velforberedt, hvor veltrænet og opsat vedkommende er, så kommer løberen retur som en skygge af sig selv - det er spillets regler, det er, hvad han ønsker. Lokkemaden er 42.195 meter eller en sluttid bedre end sidst, men frygt og forhåbning er knyttet til lidelsen og udfrielsen, når man ser målet foran sig.
Kun gennem tilintetgørelsen genopstår man befriet og afklaret - vor tids flagellanter.

Løbets første fase er euforiens. Hurra! Endelig i gang. Dette har jeg ventet på i månedsvis. Nu er det virkeligt. Her er jeg. Det er nu. Det er maraton. Man hamrer af sted. Glemmer alt om tidsplan og idealtider. Følger med og føler intet.

Anden fase er fornuftens. Den indfinder sig som regel ved 15 kilometer. Lad mig nu passe på. Jeg må justere tempoet. Ikke blive for træt. Drikke. Tage pauser. Løbe langsommere, hvis man bliver for træt. Tage pauser. Jeg når det nok. Drikke. Tage pauser...

Efter ca. 3 timers løb er optimismens bæger tømt, fornuften har spillet sit sidste kort og kroppen har opbrugt sit sidste sukkermolekyle som brændstof til løbets flamme. . .
Med et er der udsolgt af alt. Ikke blot fysisk men også mentalt. Hjernen, der forbruger mere end en sjettedel af kroppens ressourcer, leverer pludselig lyd- og lysindtryk i slowmotion og kroppen er ikke sen til at følge med. Mens flammen fra sidste sukkermolekyle slukkes, begynder kroppen en omstillingsproces, hvor tungt nedbrydeligt FEDT nu må levere energien og med et nedslående resultat: Alt fungerer trægt og løbet er tungt
Det er løbets altafgørende tredje fase, som mange efterhånden som de bliver mere erfarne maratonløbere, lærer at håndtere gennem træning og maratonløb.
Det er projektionsfasen. Tvangstankens, desperationens, vanviddets fase. Man gør alt for at redde sig selv. Snakker med sig selv, nynner for sig selv, visualiserer på fuld kraft - og finder på råd.
Det er her genfødslen bliver en realitet.

Langsomt, uendelig langsomt, kommer udfrielsen, der bliver realitet, idet mållinjen krydses. Langt væk hører man råb og klap. Egentlig er venners bemærkninger om 'Godt klaret' og 'Du vandt' ikke videre velkomne. Ingen ved, hvad man har været igennem. Ingen skal kende denne absolutte selverkendte definition af privatsfæren, hvor det hele er minimeret til et kropsløst ego, der svæver af sted i altet med nogle få erindringsbilleder til fastholdelse af oplevelsen.

Eneste synlige bevis er en guldmedalje - for i maraton vinder ALLE!