Klik her for at komme til gomotion.dk

Den akutte ankelskade er en af de mest typiske idrætsskader. Det er derfor vigtigt at kunne behandle denne skade optimalt.

Ledbåndene forstrækkes
De fleste ankelforvridninger sker ved, at man træder ned på ydersiden af foden. Herved forstrækkes et eller flere af ledbåndene på ydersiden af anklen. Alt efter skadens omfang brister der fibre i ledbåndet, hvorved ledbåndet svækkes.
 


Ledbåndene i anklen er desuden vigtig for stillingssansen i anklen, og den samlede effekt af en forstrækning er derfor at stillingssansen og stabiliteten i anklen forringes. Herved forøges risikoen for at træde forkert. Derfor SKAL ledbåndsskader i anklen genoptrænes.

Første hjælp til den akutte ankelskade
Når skaden er sket er det vigtigt at danne sig et overblik over skaden. Hvis foden ser helt forkert ud kan det tyde på, at der er sket et brud, og at anklen skal tilses af en læge på skadestuen. Hvis dette ikke er tilfældet fjernes sko og strømpe forsigtigt uden at vride i foden og derved forværre skaden. Her efter kan første hjælpen begynde.

Som ved de fleste andre akutte skader benytter man sig af det såkaldte RICE-princip

Ro - Når skaden er sket, skal anklen straks aflastes. Selv om du synes, at skaden ikke er så slem, skal du ikke løbe videre, for blot en lille skade på ledbåndene øger risikoen for at gentage forvridningen og forværre skaden.
Is - For at dæmpe smerten og begrænse blødningen/hævelsen af anklen, køles det skadede område ned. Læg evt. en enkel omgang af trykbandagen på (se næste punkt) inden du placere den kolde pakning, for at undgå kuldeskader af huden. Da nedkølingen virker smertedæmpende bør du ikke fortsætte med aktiviteten selv om smerterne forsvinder.
Kompression - Læg en stram forbinding på foden. Sørg for at forbindingen går fra midt på foden og et godt stykke op på skinnebenet. Trykket fra forbindingen forhindre blod og ledvæske i at sive ud i vævet. Sørg for at bruge et elastisk bind så blodforsyningen til foden ikke stoppes helt. Hvis foden begynder at sove skal forbindingen lægges på igen.
Elevation - Placer foden høj på en stol eller andet. Den skadede ankel skal være placeret over hjertehøjde. På den måde begrænser du også hævelsen.

Formålet med den akutte behandling er at begrænse blødningen og dermed hævelsen af anklen. Omfanget af hævelsen er af afgørende betydning for længden af skadesperioden, da hævelse forhindrer de overrevne strukturer i at vokse sammen.

RICE-behandlingen skal fortsættes de første 48 timer med kompression og elevation. Om natten kan du lægge et par telefonbøger under fodenden af din seng. På den måde ligger foden over hjertehøjde hele natten uden at din nattesøvn forstyrres. Foden nedkøles hver 3.-4. time i 20 min.
Hvis du trods RICE-behandlingen har mange smerter, er det et faresignal, og det er vigtigt, at du søger læge. Har du problem eller føler du at foden er meget stiv, kan du søge hjælp hos din fysioterapeut. Her kan du også få yderligere råd om genoptræning, tapning og brug af bandager.
 
 
Øvelser til fjernelse af hævelsen
Efter 48 timer kan man langsomt begynde at lave øvelser, der har til formål at fjerne eventuel hævelse af foden. 
 
Øvelse 1
Lig på ryggen. Sæt den skadede fod op mod væggen og pres fodsålen ind mod væggen uden at der sker nogen bevægelse i foden. Hold presset i 5 sek. og slap så af. Gentag øvelsen til udtrætning.

  


Øvelse 2

Lig med foden op over hjertehøjde og bøj og stræk foden.
Gentag kompressionen og nedkølingen efter endt træning så længe, der er tendens til at anklen hæver.

  


Tapening af den skadede ankel
Når hævelsen er næsten forsvundet, er det tid at gå videre med genoptræningen af anklen. For ikke at forstrække det skadede ledbånd igen, er det i denne fase en god ide at bruge en ankel bandage eller at lægge en bandage af uelastisk tape hen over det skadede ledbånd således, at foden ikke kan komme i yderstilling.

Du kan se en fuldstændig gennemgang af ankeltapning på denne side >>


 



Klik her for at komme til gomotion.dk