| I de senere år er det blevet marginalerne der afgør hvorvidt en idrætsudøver taber eller vinder. Hvor konkurrencerne tidligere blev vundet med meters og sekunders margin er det nu millimeter og brøkdele af sekunder der skiller mellem sejr og nederlag. De marginale forskelle mellem atleterne har bevirket, at interessen for alt, hvad der kan forbedre præstationsevnen er steget gevaldigt, herunder interessen for kostens betydning for ydeevnen i træning og konkurrence (Siggaard 1996). |
|

|
Til trods for at stadig flere undersøgelser foretages for at belyse, hvilken betydning protein har i idrætssammenhæng, findes der kun et yderst begrænset udvalg af litteratur, der sammenfatter de nyeste forskningsresultater. Derfor kan det være vanskeligt for almindelige motionister at følge med i udviklingen indenfor sportsernæringen. Interessant for idrætsudøvere der dyster i vægtklasser er, at det gennem makronæringsstofindtaget er muligt at regulere kropsvægten hen imod det optimale (Vondra 1991). Ved at holde konkurrencevægten over hele sæsonen elimineres nødvendigheden af vægtreducerende foranstaltninger op til stævnerne. Dette er værd at tilstræbe, eftersom drastiske slankekure op til stævnerne beviseligt reducerer ydeevnen (Hartkopp 1996).
Det store spørgsmål i forbindelse med kost og træning er: I hvilket omfang og på hvilket tidspunkt bør proteinet indtages for at sikre en optimal ydeevne under træning og konkurrence samt den hurtigst mulige restitution?
Generelle effekter af et forøget proteinindtag Det er en evolutionsmæssig fordel at organismen tilpasser sig et øget proteinindtag. Et højt indtag har været forbundet med øget sundhed, vækst og fysisk præstationsevne, hvorved organismens overlevelseschancer blev forøget (Carpenter 1992). Dansk gennemsnitskost indeholder mere protein end det er nødvendigt for at overleve men muligvis ikke nok til at få det maksimale udbytte af de metaboliske følger af et højere proteinindtag. Til de primære følger regnes en øget aktivitet af kataboliserende enzymer, øget oxidation af aminosyrernes kulstofskelet, ændringer i appetit og fødeindtag m.m.. Derudover kan proteinsyntesen stimuleres - særligt den labile proteinreserve (Bremer 1989).
Proteinbehovet i hvile Der findes ca. 20 forskellige aminosyrer i naturen, hvoraf de ni: Valin, leucin, isoleucin, methionin, phenylalanin, tryptophan, threonin, lysin og histidin, regnes for at være essentielle for den menneskelige organisme. Dette er ensbetydende med at de ikke kan dannes i kroppen, og derfor må tilføres gennem kosten (Bremer 1989). Derudover findes der en gruppe aminosyrer der må betegnes conditionally indispensible, dvs. essentielle under visse betingelser. Hertil regnes glycin, cystin, tyrosin, prolin, arginin, glutamin og taurin (WHO 1985).
Aminosyrer stimulerer til enten muskelopbygning eller til forbrænding, alt efter deres struktur, opbygning og fysiologiske tilstand. F.eks. optages forgrenede aminosyrer kun i begrænset omfang i leveren. I stedet bliver de oxideret i det perifere væv, især skeletmuskulaturen. Efter at have indtaget protein, enten gennem den almindelige kost eller kosttilskud, udnyttes proteinernes bestanddele, aminosyrerne til forbrænding eller til skabelse af essentielle substanser, der er afhængige af aminosyrer som forstadier, f.eks. muskelvæv.
Som tidligere nævnt så findes der ni essentielle aminosyrer, som det er nødvendigt at få tilført gennem kosten. Ved moderat fysisk aktivitet er proteinbehovet i følge WHO (1985) 10-15 E%. NNA anbefaler ligeledes 10-15 E%, svarende til 0,8-1,2 g/kg/dag for kvinder og 1,0-1,5 g/kg/dag for mænd (Lyhne & Stubbard 1989). Vegetarisk kost har typisk en ringere andel af essentielle aminosyrer. hvorfor det er nødvendigt med en velafbalanceret kost, hvis proteinkildernes komplementerende virkning skal udnyttes (Abrahamsson 1990).
Det er værd at holde sig for øje, at energiindtagelsen har stor betydning for nitrogenbalancen og proteinbehovet. Ved en høj energiindtagelse sænkes aminosyreoxidationen efter 2-3 dage, hvilket resulterer i, at en større andel aminosyrer kan genindgå i proteinsyntesen. Ved et lavt energiindtag er proteinbehovet øget, hvis en degeneration af kroppens proteiner skal forhindres (Young et al 1994). Et højt kulhydratindtag kan dog forhindre en større anvendelse af kroppens protein til energiudvinding, hvorfor en positiv glykogenstatus er tilrådelig (Kasperek & Snider 1987). Dette er vigtigt at holde sig for øje i forbindelse med slankekure, især ved samtidig idræt, da en overholdelse af de nævnte råd kan forebygge graverende tab af muskelvæv. I træningssammenhæng, med maksimal muskelvækst og –styrke for øje, er det ligeledes relevant at sørge for både at få rigeligt med protein OG kulhydrat. Dette er bl.a. baggrunden for Bodylap Recoverys og Body Lap WeightGainers specielle formler.
[side 1] [side 2] [side 3] |