Når vi fryser meget begynder vi at få kulderystelser. Det er små muskelbevægelser i underhuden, der producerer varme. Al muskelaktivitet medfører en temperaturstigning, da nedbrydning af næringsstoffer, forbrænding af kulhydrater og fedt giver varme. Ved længerevarende nedkøling vil der produceres hormoner, der stimulerer vores stofskifte, således at varmeproduktionen stiger. Hvis man er interesseret i at øge sit stofskifte, kunne man skrue lidt ned for radiatoren, således at stuetemperaturen falder. Et øget stofskifte har en slankende effekt, men det er ikke nogen god ide at sænke temperaturen med mange grader, da en nedsat stuetemperatur har en række følgevirkninger, der ikke er særligt hensigtsmæssige.

Det varmetabsfremmende afsnit af hypothalamus stimuleres ved udsættelse for høje temperaturer. Blodet transporterer varmen rundt i kroppen, og fra huden og lungerne afgiver vi varme til omgivelserne. Der findes fire måder at køle kroppen ned på: Ledning, stråling, konvektion og fordampning. Varmeafgivelse ved ledning foregår når vi rører ved koldere genstande. Vi kan også afkøles ved konvektionsvinde, der fjerner det varme lag luft, der omgiver huden, og tilfører hudet et nyt, køligere lag luft. Princippet bag nedkøling ved fordampning er næsten det samme som ved konvektion. Sveden modtager varme fra kroppen, og fordamper. Denne temperaturregulering prioriteres højt af kroppen, hvilket medfører et stort væsketab. Sveden har ingen effekt hvis den bare drypper af. Den kølende virkning opstår kun ved fordampning af sveden. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt at tørre sveden af med et håndklæde. Klimaet har stor betydning for svedens effekt. En høj luftfugtighed betyder at luften ikke kan optage særligt meget vand, og sveden bare drypper af. Kroppen får dermed ikke den nødvendige afkøling. Under OL 1996 i Atlanta var dette fænomen et stort problem.

Der afgives ca. 2400 kJ som fordampningsvarme for hver liter sved, der fordampes. Den samlede svedmængde er individuel, og kan under fysisk aktivitet i varme omgivelser variere mellem 1-3 liter/time.

Ca. 2/3 af kroppen består af vand. Væsken i kroppen kan deles op i intracellulær væske (væske inden i cellerne) og ekstracellulær væske (væske mellem cellerne og lymfen) og blodplasmaet. 65% af væsken findes i den intracellulære væske, 25% i den ekstracellulære væske, mens de resterende 10% er i blodplasmaet.

[side 1] [side 2]